Fortsæt til indhold

En Solsikker Kommune

Kræftens Bekæmpelse og Syddjurs Kommune sætter fokus på solbeskyttelse og opfordrer institutioner, skoler og forældre til at gøre det samme

Samfund

TOUR DE SOL

Børnehuset Bækdalen fik i sidste uge besøg af Lene Nielsen, formand for Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs og Karina Lehd Jørgensen, der lige nu er praktikant hos Sundhedsteamet ved Syddjurs Kommune. Institutionsleder Ulrik Nørgård Jensen tog vel imod.

På grund af Corona-situationen kunne de mange børn ikke være med, da de to gæster diskede op med gaver til institutionen i form af bøllehatte, solsejl, uv-perler, solcreme og informationsmateriale.

Forårssolen brænder godt og grundigt, og det er skønt, hvis man husker at solbeskytte børnene. Syddjurs Kommune og Kræftens Bekæmpelses lokalforening har tænkt ud af boksen for at sikre, at der blev sat fokus på solbeskyttelse

”Solsikker Kommune er et tiltag fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Når man bliver Solsikker Kommune arbejder man strategisk med solbeskyttelse for alle borgere ud fra Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke om solbeskyttelse,” fortæller Lene Nielsen.

I Region Midtjylland er det kun Syddjurs, der indtil videre er Solsikker Kommune.

Som sådan har Syddjurs Kommune modtaget 500 bøllehatte til børn fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Derudover har Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs doneret solsejl til institutionerne.

På denne måde har kommunen, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden støttet institutionerne i at solbeskytte kommunens mindste.