Fortsæt til indhold

Politikens Undervisningspris: Lærer fra Molsskolen med i slutspurten

Morten Alsing, der underviser 0. klasse på Molsskolen Natur og teknologi, kan vinde Politikens Undervisningspris i kategorien grundskoler

Samfund

Molsskolens Morten Alsing er med i feltet af mulige vindere af Politikens Undervisningspris.

Feltet er i løbet af de sidste uger blevet markant mindre.

Helt præcist er 1937 indstillinger blevet snævret ind til 15 nominerede i de tre kategorier, som udgøres af grundskoler, gymnasieskoler og erhvervsskoler, fremgår det af en pressemeddelelse fra Politiken.

Morten Alsing underviser 0. klasse på Molsskolen i Natur og teknologi. Han inddrager naturen i undervisningen, og det går igen i indstillingerne, at han ”ser hvert enkelt barn” og samtidig formår at ”holde styr” på hele klassen, mens alle lærer noget. ”Morten ville være et fund for en dyr eliteskole, men han vælger at være her hos os – som den, der med endeløs begejstring tager børnene med ud i naturen, tilbage i historien, på rejse i fantasien og ind i alt det nye, der kommer,” skriver en forælder i indstillingen.

Hovedpris + to særpriser

Det er to ekspertpaneler bestående af underviser og lærere, forskere og elever, der har stået for at udvælge de fem lærere og undervisere i hver kategori, som de mener bør nomineres og være med i opløbet til at vinde en pris for deres undervisning. I hver kategori er der tre priser.

En hovedpris på 75.000 kroner og to særpriser, der hver honorerer vinderne med 25.000 kroner. Derudover er der i år som noget helt særligt lavet en pris på 10.000 kroner til en lærer eller underviser, der har mestret fjernundervisning særligt godt under coronakrisen.

Går alt efter planen, og tillader myndighedernes retningslinjer det, vil vinderne blive fejret til prisfesten i Politikens Hus 18. august.

Årets ’Mikroforsker’

Morten Alsing er allerede blevet hyldet i dette skoleår.

Sammen med sin 0. a på Molsskolen havde Morten Alsing og naturvejleder Mette Foged fra Karpenhøj Naturcenter i efteråret 2019 arbejdet med krible krable-dyrene i den nye ’Storkesø’ i Knebel.

Her er der blevet fanget masser af vandhusdyr, og efter ’Mikroforsker’- metoden undrede eleverne sig blandet andet over, hvordan skorpionstægen mon kan trække vejret under vand.

Eleverne lavede forskellige hypoteser om det samt små forsøg med selv at trække vejret under vand, snakkede om hvordan menneskers lunger virker og mange andre spændende ting. Hver elev producerede bagefter en lille rapport om projektet.

Rapporterne blev klassens bidrag til konkurrencen om at blive årets ’Mikroforsker’ og sørme om de ikke vandt en flot 2.plads og 8.000 kroner.

Projektet ’Krible Krable forsker’ var støttet af Novo Nordisk Fonden.

Læs mere om Politikens Undervisningspris her: Politiken.dk/undervis