Fortsæt til indhold

Forårsløb blev til sommerløb

Grenaa Y's Men's Club samlede de uniformerede ungdomskorps

Samfund

Onsdag i sidste uge havde Grenaa Y’s Men’s Club inviteret alle ungdomskorpsene fra Grenaa og opland til opgaveløb i Grenaa Plantage ved skovsøen. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle indbudte får en helt gratis oplevelse. Alt er tilrettelagt således, at børnelederne får en friaften, hvor de afleverer børnene til arrangørerne.

Ingen kan huske, at der har været så mange børn mødt op, nemlig 90 børn, hvortil kommer cirka 40 ledere og medhjælpere.

Mødestedet var Det Danske Spejderkorps hytte ved idrætscentret, og her ankom repræsentanter fra KFUM-spejderne, FDF og DDS-spejderne.

Rammen om aktiviteterne var eventyret om Hans og Grete, som blev fortalt af Knud Erik Olesen. Derefter gik alle til skovsøen, hvor Grenaa Y’s Men’s Clubs medlemmer stod klar med 16 opgaver på 16 poster til de i alt 20 hold. Opgaven var så at nå så mange opgaver som muligt på halvanden time og få indkasseret points i form af smilies på det udleverede pointark.

Da Knud Eriks slutsignal lød, var det tid til at gå tilbage til spejderhytten, hvor FDF-orkestret spillede muntre musikstykker og Grenaa Y’s Menetteclub var klar med pølser og brød, samt kaffe og kage, the og saftevand.

Nu var det tid til at synge sange om lejrbålet og udråbe vinderne af konkurrencen. På en delt førsteplads kom hold nr. 3 fra FDF Grenaa, hold nr. 6 fra DDS Kattegat, hold nr. 9 fra DDS Kattegat og hold. 17 fra KFUM-spejderne Ørum.

Sluttelig fortalte Anne Marie Mortensen en historie om Emil fra Lønneberg og lignelsen om det fortabte får.

Jette D. Pedersen takkede for et flot fremmøde og inviterede til forårsløb igen onsdag 22. maj 2019. Derudover inviteredes alle lederne til en foredragsaften i efteråret, som også er helt gratis.

På grund af det utroligt dejlige sommervejr, så blev det til et rigtigt sommerløb i cirka 24 graders varme. Alle havde nydt den store oplevelse at møde så mange andre børn og unge til en dejlig førstehåndsoplevelse i Grenaa Plantage.