Fortsæt til indhold

Genklang i Baunhøj Mølle

Vibeke Nørgaard Rønsbo udstiller billeder og skulpturer

Samfund

Billedkunstner og skulptør Vibeke Nørgaard Rønsbo udstiller i Baunhøj Mølle i perioden 1. juni – 1. juli.

Hun kalder udstillingen Genklang fordi det rummer noget der hænger ved, noget der sætter mærker i os, noget der vidner om noget, der har været, eller en drøm vi drømte, en skygge der strejfede os. Genklang er den resonans, der skubber til erindringer, til fortællinger, så nye klangbilleder opstår.

”I udstillingens værker undersøger jeg forvandlings- og forundringspotentialet i fysiske spor af levet liv. Gemte, glemte genstande med reference til levede liv genopstår i værkerne som mindesmærker, der søger at give genklang i beskueren. Sådan kan værkerne ses som en kommentar til en samtid, hvor stadig flere spor af vores liv lagres i digitale formater. Ting er i verden ligesom menneskekroppen. Den taktile og rumlige tilegnelse bringer mennesket i sanselig kontakt med virkeligheden og skaber oplevelser. Med udstillingen ’Genklang’ vil jeg konfrontere beskueren med levn af nærvær, stumper af levet liv, som man forhåbentligt kan spejle sig i, genkende og tænke over som toner i samtiden”, siger kunsteren.

”Som billedkunstner og skulptør har jeg en noget nørdet trang til at samle underlige ting, som med tiden kan blive til hele samlinger. Fantastiske fund, som for eksempel udtjente tasker, brugte kaffefiltre eller et smadret klaver, åbner nye veje for skulpturer og billeder. Sådan er samlingen af gamle tuber blevet et yndet afsæt for såvel en serie af bronzeskulpturer som for tegninger. Meget af min inspiration og mit materiale henter jeg i mine arkiver, i en dvælen ved det givnes muligheder, i en filosoferen over, hvad rigdom og materialitet egentlig er,” fortæller Vibeke Nørgaard Rønsbo.

Der er fernisering fredag 1. juni klokken 17-18.30.