Fortsæt til indhold

Sko i Toppen Af Poppen

Sko & Torp må udsætte koncert i Grenaa på grund af tv-optagelser

Samfund

Sangeren Søren Sko har fået tilbudt en plads på holdet, der skal være med i den næste sæsons Toppen Af Poppen på TV2 - og det betyder en aflysning af koncerten med Sko & Torp i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa lørdag 5. maj. Koncerten afvikles i stedet 9. november.

“Vi beklager meget besværet og situationen, men er samtidig spændte på at se, hvad der kommer ud af udskejelserne i programserien,” siger Jesper Jul, kulturhusleder.

Billetter til showet med Sko & Torp 5. maj overflyttes direkte til den nye dato 9. nov. klokken 20 og kan benyttes direkte der.

Søren Sko var med duoen Sko/Torp med til at definere lyden af Danmark i de tidlige 1990’ere. Med sin genkendelige stemme – og musikalske makker Palle Torp – toppede han hitlisterne. Størst var hittet ’On a long, lonely night’, der solgte mere end 200.000 eksemplarer og er et af de bedst sælgende danske debutalbums nogensinde.

Siden fulgte Søren Sko op med andre projekter.

Nu kan den erfarne musikers omfattende bagkatalog af sange få nyt liv. Dem tager han nemlig med, når han og en række andre danske musikere skal fortolke hinandens sange i Toppen Af Poppen.

“Jeg glæder mig allermest til at blive fortolket af de andre. Jeg har aldrig hørt andres versioner af mine sange,” siger Søren Sko.