Fortsæt til indhold

Kulturhuset er tunet ind på en genåbning

Kulturhuset Skanderborg regner med et forrygende efterår. Programmet boomer med til kulturbud

Samfund

Efter godt to måneders larmende stilhed i Kulturhuset begynder det normalt så livlige hus nu igen at vågne op til dåd efter corona-dvalen.

”Mange har udtrykt bekymring for Kulturhuset. Om vi nu også kunne klare skærene. Og ja, det kan vi, så folk skal ikke være bekymret. Vi har en god økonomi, vi har 200 engagerede frivillige og får desuden et driftstilskud af kommunen, og så sælger vi altså også billetter til arrangementer her i efteråret. Så vores økonomi er robust og vi skal nok komme igennem krisen med skindet på næsen,” fortæller Kulturhusets daglige leder Linda Taanquist.

Sammen med kommunikationsmedarbejder Sisse Heide Møller og servicemedarbejder Bo Mouritsen har hun holdt skansen gennem de mange ugers nedlukning.

Festivalklubben jagter et brag af en fest

Fattig på kultur lige nu

”Det har været utrolig mærkeligt at være de eneste tre i et hus, der ellers summer af liv året rundt. Opslagstavlen er tom. Mødekalenderen er tom. Biblioteket og biografen har haft lukket, og det samme gælder Kafé K. Vi er rigtig fattige på kultur lige nu. Det er meget ærgerligt, og også hårdt for mange mennesker, der har haft Kulturhuset som deres samlingssted,” konstaterer hun og peger blandt andet på kulturhuset store skare af frivillige, som savner hinanden og fællesskabet.

”I krisesituationer søger vi jo normalt sammen i fællesskaber, så det er ekstra hårdt, når man ikke har kunnet mødes.”

Nu åbners der langsomt op igen, men der går stadig lang tid, inden opslagstavlen igen bliver fyldt med arrangementer. Mandag genåbnede Kafé K og biblioteket for indlån og udlån, mens biografen må vente nogle uger endnu til 8. juni, hvor der igen vises film, hvis alt går efter planen.

Walthers Musikcafé genåbner i dag

Is i maven

”Vi prøver at have is i maven. Mange af de aflyste arrangementer fra foråret er flyttet til efteråret. Det bliver det vildeste efterårsprogram nogen sinde. Der er knald på stort set hver eneste dag, og naturligvis håber vi, at det bliver muligt at gennemføre programmet,” siger Linda Taanquist.

Arbejdet med at ombooke og flytte billetter har været tidskrævende, men heldigvis har branchen ifølge Linda Taanquist udvist stor fleksibilitet.

”Det har taget en stor del af vores tid at få alle ombookingerne på plads. Mange billetter har skullet refunderes, men der er også en del, der gerne har villet beholde deres billet. Med det tætpakkede program, vi nu får i efteråret, kan vi desværre ikke undgå at komme til at tabe omsætning. Folk går jo ikke i Kulturhuset hver dag,” konstaterer hun.

Helt stille har der dog ikke været i Kukturhuset, for Bo Moutitsen har benyttet tiden til mange småreparationer, og samtidig er der gang i en større renovering af biografen.

”Vi er så småt gået i gang med en renovering af biografen. Her kommer der bedre og bredere stole og mere benplads mellem rækkerne,” fortæller Pia Taanquist.

”Og så er vi gået i luften med vores helt nye hjemmeside, www.kulturhuset-skanderborg.dk.”

Morten Børup Skolen rykker ind på Capri og Waltherhalla