Så gik den ikke længere

Mor, spurgte hun, når du nu har taget en trilliard tests, brugt endeløse dunke af sprit og har fået tre vacciner indenfor de seneste snart to år, føler du dig så ikke lidt dum, nu du alligevel har fået corona? Det korte svar er: jo. Men det er nu mere ærgrelse, jeg føler, ærgrelse over at jeg fik symptomer dagen efter mit boosterstik. Havde jeg bare lige kunnet trække den i to uger, så jeg kunne have nået at få beskyttelsen fra 3. stik med, så.

Men så slår det mig, pandemien har været én lang øvelse i kontroltab. Og det kan være angstfremkaldende, for vi mennesker vil jo gerne have styr på vores liv og kunne se en mening med de ting, der sker. Bedst er det, når vi kan sætte begivenheder ind i et årsag-virknings skema: Hvis du bliver vaccineret, spritter af og holder afstand, får du ikke corona. Men selvom vi naturligvis kan og skal gøre, hvad vi kan for at holde smitten fra døren, så er der ikke nogen garantier her, og det gør sårbar. Så skulle man måske tro, at kontroltab og sårbarhed, på tværs af de holdninger vi ellers kan gå og have omkring coronahåndtering, at det skulle bonne ud i en form for kollektiv solidaritet mellem os. Jeg oplever på det seneste, at det modsatte har været tilfældet. Mennesker melder om at blive gjort nar af og dømt ude, fordi de lufter ængstelse overfor vaccinen, især på deres mindre børns vegne. Det er en skam, at ordet ikke er frit her, og det fortæller noget om det underskud, der er i den offentlige debat lige nu. Det er vel forståeligt efter næsten to år, at vi er ved at være slidte, men vi skal lige klare den lidt endnu.

Her ved tærsklen til det nye år skal derfor lyde en opfordring til at gemme den hårde retorik og latterliggørelsen af de andre væk. Må 2022 blive et år, hvor vi ikke taler ud af et underskud, men forsøger at rumme hinandens forskelligheder, også når det kommer til den måde, vi er i pandemien på. Skulle det knibe med rummeligheden, så kom i kirke og til gudstjeneste. Gudstjenesten er en øvelse i rummelighed, der er plads til alle, uanset holdninger, for det handler ikke om det vi kommer med, men om det vi får: Et ord med på vejen. Ikke et hvilket som helst ord, men et Guds løfteord om at der er liv, lys og håb i vente for os, ikke kun på den anden side af pandemien, men allerede nu. Jeg endte med at være alene juleaften. Men gode naboer og venner kom og stillede alt, hvad der hører julen til, udenfor min dør: And, sovs og brunede kartofler, småkager og konfekt. Og senere på aftenen var jeg via facetime med til at gå om juletræet og synge julens salmer med børn og børnebørn. Jo, der er altid noget at være taknemmelig over, også i en tid som denne.

Godt nytår!