Fortsæt til indhold

5. årgang er klar til frisk luft og jord under neglene

Fredag indviede Morten Børup Skolens 5. årgang deres nye grønne skolegård og udeskole, som aktive forældre har samlet penge ind til

Samfund

Masser af plantekasser med bugnende fulde af grønsager, blomster og finurlige fugleskræmsler, vandtønder og komposteringskasser, udekøkken og bålsteder. Sammen med 5. årgang og skolens ledelse indviede Forældreforeningen for mere udeskole på Morten Børups Skolen fredag eftermiddag skolens nye grønne skolegård.

Related content

”Det er så fedt og virkelig dejligt, at vi ikke altid bare skal sidde stille inde i et klasselokale og undervises. Herude bevæger vi os meget mere. Vi har plantet vores egne grønsager og solsikker. Vi snakker også sammen på en anden måde, når vi er her ude i den grønne skolegård og arbejder meget mere selvstændigt,” fortæller Sofie Langberg Juhl Rasmussen, Cecilie Rose Nøhr og Sofia Kielstrup Mikkelsen begejstret.

Pigerne har selv været med til at plante grønsager og solsikker i den nye grønne skolegård sammen med resten af 5. årgang.

Udeskole hitter: Forældre sætter turbo på grøn skolegård

Andre kompetencer

Og de er ikke ene om at være vilde med de nye muligheder for udeundervisning. Det er deres naturfagslærer, Bente Mathiesen, også.

”Når læring tages ud af klasselokalet, så kommer der nogle andre kompetencer i spil blandt børnene, og det giver nye muligheder i undervisningen. Børnene undersøger mere, går på opdagelse og udforsker. De bliver mere aktive og nysgerrige af oplevelser i naturen, end hvis de undervises i klasselokalet. I den grønne skolegård er de også sammen på en ny måde og leger nye lege. De oplever hinandens kompetencer på en ny måde, og det er godt for inklusionen,” fortæller hun.

Ifølge Bente Mathiesen spiller udeskolen også en vigtig rolle for at klæde børnene på til at tænke i bæredygtighed.

”Børnene skal gøre noget i naturen for at få et forhold til den. Nogle af eleverne har aldrig haft hænderne i jorden før. Når de planter og ser noget gro, så sætter det et aftryk i dem. Det gør det også lettere at hænge noget mere læring op på det og binde teori og leg sammen.”

Insekter og Ry-borgere kan glæde sig over nye bede

Stor opbakning

I januar i år satte de aktive forældre turbo på indsamling af penge til projektet og heldigvis for dem har støtten til den grønne skolegård været stor.

”Samlet set har vi kunnet arbejde med godt 350.000 kroner, hvoraf skolen har finansieret de 131.250 kroner. Vi er rigtig glade for, at vi nåede op på dette beløb, og endnu vigtigere, så er vi rigtig glde for resultatet,” Anne Heeager, der er formand for forældreforeningen.