Fortsæt til indhold

Vi har vokseværk - tag godt imod Christina og Mia

UgeBladet Skanderborg har fået nye medarbejdere: Chefkonsulent Mia Nasima Gregersen og journalist Christina Salling Johansen

Samfund

Hos UgeBladet Skanderborg har vi fået et par nye avisglade medarbejdere med på holdet. 41-årige Mia Nasima Gregersen startede i slutningen af november op som chefkonsulent i vores salgsafdeling, hvor hun afløser Jan Rolighed, der efter et par år som mediekonsulent hos UgeBladet har valgt at prøve kræfter med nye arbejdsmæssige udfordringer.

Mia kommer fra en stilling hos JP/Politikens Hus’ erhvervsmedie Finans. Hun har altid arbejdet med salg, det meste af tiden i mediebranchen.

”Jeg kommer med en baggrund fra medieverden, og har den største del af mit arbejdsliv været en del af Ekstra Bladet. Jeg elsker at hjælpe mine kunder med at udvikle deres forretning, og jeg ser frem til at samarbejde med byens mangeartede erhverv og lære byen, hvor jeg jo også selv bor, at kende fra en ny side,” fortæller Mia.

Skarp pen til redaktionen

På redaktionen siger vi velkommen til journalist Christina Salling Johansen, som vi har hentet hos vores søsteravis, Lokalavisen Aarhus. Christina er 33 år og bor i Hammel med mand, et-årige Maggie og hunden Conrad.

”Jeg har slået mine folder hos Politikens Lokalaviser i Aarhus helt siden min praktiktid. Her blev det hurtigt klart, at lokaljournalistikken og jeg er et rigtig godt match, så efter endt uddannelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var der ingen tvivl om, at jeg gerne ville tilbage hertil. Heldigvis blev jeg i efteråret 2011 fastansat hos Lokalavisen Aarhus - i første omgang med ansvaret for den vestlige del af kommunen og sidenhen den sydlige. Nu er tiden så kommet til at rykke endnu mere mod syd. Nye udfordringer venter i Skanderborg, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg ser frem til at få byen ind under huden og håber, at kommunens borgere er klar til at vise mig, hvor meget mere end festival stedet faktisk er,” siger Christina.

”Gennem mine syv år hos Lokalavisen Aarhus har jeg mødt oceaner af forskellige typer - fra samfundets bund til toppen af rådhuset. Min interesse er særligt mødet med den helt ”almindelige” borger, som har en historie, stor eller lille, der skal slibes til, formes og serveres, så den vækker samtale over middagsbordet og hækken. For det er det lokaljournalistikken i særdeleshed både kan og skal - vække nysgerrighed og samtale.”