Gode ideer indsamles nu
Frem til 23. oktober indsamles gode ideer og forslag til den kommende strukturplan for Låsby
Interessen for at være med til at sætte et aftryk på udviklingen af en ny bydel omkring Klankballevej i Låsby er stor. 100 borgere havde tilmeldt sig på forhånd og yderligere godt 50 mødte op tirsdag aften i sidste uge i Låsby Hallen til et strukturplansmøde om byudvikling i Låsby.
For et år siden var ingen lodsejere villige til at udstykke jord, men det har ændret sig nu, og dermed er der åbnet op for byggeri af op mod 250 boliger på et 33 hektar stort område nord for byen. Med en strukturplan for området håber politikerne at få borgerne i Låsby engageret til at komme med gode ideer, forslag og andet input til udvikling af det nye område.
Borgernes ideer og input
”Det handler om en meget stor udbygning af Låsby - nærmest en helt ny by - og vi vil gerne gøre det rigtigt fra starten af. Derfor har vi haft møder med lokale aktører, med lodsejerne og nu også med borgerne for at få så meget input som muligt. Vi prøver at få folk engageret, så vi får de bedste ideer på tegnebrættet helt fra start,” siger formand for Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF).
Børns sikkerhed kommer først i Låsby
Han ser en stor fordel i at få inddraget borgerne så tidligt som muligt.
”Det gode ved det er, at folk kender byen. Det giver os en masse brugbart input, og det er guld værd. Min fornemmelse er, at folk generelt er positivt indstillet overfor udbygningen. Mange har en forventning om, at de mange nye borgere i byen på sigt også vil trække flere butikker til byen. Men man er også meget optaget af planlægningen, så der er plads til de nye, både trafikalt og i forhold til skoler og daginstitution,” forklarer han.
Vokser med en tredjedel
Blandt deltagerne på mødet var også Thorkild Kristoffersen, der er formand i Låsby Borgerforening, der i mange år har efterlyst handling, så der kunne komme flere byggegrunde til Låsby.
Nyt skønhedstilbud med spa-behandlinger i Låsby
”Det er et rigtig fint initiativ, at nogen nu går i gang med at udstykke. Det har vi i borgerforeningen efterlyst i mange år. Når det nye område er fuldt udbygget, så svarer det til, at byen er vokset med en tredjedel i forhold til nu, så det er en meget stor tilvækst,” siger han og understreger, hvor vigtigt det derfor er at få udbygningen grundigt planlagt.
”Der er jo en helt masse, der skal følge med. Skole og børnehaver, veje og cykelstier. Det er vi meget glade for, at man i kommunen er indstillet på at få tænkt ind fra start,” siger han.
Ringvej rundt om byen
”Noget af det, der optager folk rigtig meget, er de trafikale forhold, for hvordan undgår man, at der bliver en flaskehals omkring kirken og kroen, når måske 300 biler skal ud samtidig om morgenen. Mange har derfor givet udtryk for, at det ville være en god ide med en omfartsvej vest om byen og til det nye område, eller at man vil overveje at lukke op forbi forsamlingshuset og ud til Hammelvej,” oplyser Thorkild Kristoffersen.
”Om den nye udbygning vil bringe flere butikker til byen, det er jeg ikke så sikker på. Jeg tror ikke, grundlaget er her for at tiltrække flere specialbutikker. Vi skal være glade, hvis vi kan beholde en eller to dagligvarebutikker,” konstaterer han.
FAKTA: Låsby Vokser
En ny bydel er på vej i Låsby i området omkring Klankballevej
Området på 33 hektar er udlagt til fremtidig byzone i Kommuneplan’16
Fuldt udbygget vil området indeholde cirka 250 boliger
Strukturplanen bliver første skridt i planlægningen af den nye bydel
Her lægges de overordnede linjer fast, som derefter skal danne grundlag for lokalplanlægning
Frem til 23. oktober indkaldes forsalg og ideer til strukturplanen
Læs mere på www.skanderborg.dk/politik-og-faellesskab/udvikling-i-kommunen/laasby-vokser.aspx