Fortsæt til indhold

Coronakrisen udskyder uddeling af Ole Laursen Prisen 2020

Bestyrelsen bag Ole Laursen Prisen besluttede først i maj at udskyde uddelingen af Ole Laursen Prisen 2020 til næste år. Dermed skal der uddeles hele to priser i 2021

Samfund

Corona-situationen har også gjort det nødvendigt, at udskyde uddelingen af den meget estimerede lokalpris, Ole Laursen Prisen, som gives til en person, der gennem en længere periode har ydet en frivillig indsats på Mols og Helgenæs.

Med prisen følger en check på 5.000 kroner. Prisen overrækkes normalt i teltet lørdag aften under den årlige sommerfest i Knebel.

”Da sommerfesten på Mols i år er aflyst grundet corona-pandemien, så har vi valgt at udskyde uddelingen af årets pris til næste år. Vi synes, at vinderen fortjener en ordentlig hyldest, og den kan vi ikke give i år, når ikke vi må mødes. Det betyder så, at vi uddeler hele to priser i 2021,” fortæller Bente Laursen fra bestyrelsen for Ole Laursen Prisen.

Bestyrelsen vil indkalde forslag til kandidater til prisen x 2 i foråret 2021.

FAKTA

En hyldest til de frivillige

Prisen er opkaldt efter Ole Laursen, der gennem hans alt for korte liv var meget aktiv som frivillig bl.a. i forbindelse med sommerfesten i Knebel og i Forsamlingshuset i Tved.

Tidligere modtagere af Ole Laursen Prisen:

2019: Rasmus Brock for hans årelange indsats for bl.a. fodboldafdelingen og i IF Mols’ bestyrelse

2018: Jan Birk for hans mangeårige arbejde med at udbygge og udvikle Molsarkivet

2017: Hans Erik Mikkelsen for hans indsats for det frivillige brandvæsen og for borgerforeningen

2016: Eva Andreasen for hendes store indsats for søspejderne

2015: Gerda og Kurt Bøgh for deres store arbejde i Lyngparken

2014: Per Damgaard for hans utrættelige indsats for IF Mols