Fortsæt til indhold

Vil Nordea-fonden drysse penge ud over Djursland?

Mange byer på Djursland flot repræsenteret på listen over ansøgere i første ansøgningsrunde om at få del i de 60 Nordea millioner, som skal fremme det gode liv i mindre bysamfund

Samfund

Ved første ansøgningsrunde har 214 småbyer søgt om at få del i de 60 mio. kroner, som Nordea-fonden udbyder. Pengene skal fremme det gode liv i mindre bysamfund. Og Midtjylland er en af de regioner, der leveret flest indspil med i alt 66 forslag fra 63 småbyer.

Djursland er flot med, så man næsten får mindelser om den gamle Keld & The Donkeys klassiker ’Ganløse Vanløse’: ”Vi kender Ganløse, Vanløse, Boulum og skovlund. Håstrup, Tåstrup og Tårs. Svinninge, Svaninge, Virum og Farum, Nykøbing Falster og Mors (...)”

Ansøgninger fra bysamfund på Djursland er kommet fra: Balle, Ebdrup, Ebeltoft, Halling, Knebel, Pindstrup, Udbyhøj og Ørum Djurs.

Nordea-fonden er imponeret over, at næsten hver sjette bysamfund med under 5.000 indbyggere har sendt en ansøgning. Nogle småbyer har endda sendt to forslag.

”Er der én ting, der står klart i forbindelse med denne krise, så er det, at danskerne vil fællesskabet,” udtaler Henrik Lehmann Andersen, der er direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

231 forslag

I alt har Nordea-fonden modtaget 231 forslag, så fra nogle småbyer er der altså kommet mere end et forslag. En af de helt store tendenser blandt de 231 ansøgninger er ønsket om at skabe udendørs fællesrum. Det kan både handle om sheltere, bålpladser, byrum, aktivitetspladser og egentlige lokale forsamlingspladser.

En anden tendens peger i retning mod opgraderinger og udvidelser af eksisterende rum i byen som f.eks. multihuse, forsamlingshuse og skoler som hjemsted for lokale fællesaktiviteter.

Om det er coronakrisen, der har inspireret til udendørs motion, vides ikke. Men en tredje tydelig tendens er ønsket om at etablere mulighed for padeltennis, petanque, kajak og fitness.

Desuden er legepladser og forsamlingshuse godt repræsenteret blandt forslagene.

Ansøgningerne er strømmet ind fra hele landet. Men især Syddanmark og Midtjylland skiller sig ud med henholdsvis 71 og 66 forslag.

FAKTA

’Her bor vi’-puljen

Puljen er på 60 mio. kroner

Ansøgningsfrist til anden runde er 1. august 2020

Til hhv. september og november offentliggøres i alt ca. 120 støttede projekter.

Der kan søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt.

Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kan søge

Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker.

Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte.

Læs mere på http://www.nordea-fonden.dk

Om Nordea-fonden

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål

Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur

Fonden uddeler også legater til studieophold i udlandet og tilbyder legatboliger til internationale kapaciteter

Se mere på nordea-fonden.dk