Fortsæt til indhold

Genåbning 2: Skolechef håber turen er kommet til de ældste elever

Statsminister Mette Frederiksen har før onsdags aftens forhandlinger på Christiansborg luftet muligheden for, at de ældste elever kommer i skole igen. Skolechef Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune, ser frem til, at det bliver sådan

Samfund

”De store elever fortjener at få en normal skoledag igen, hvor de kan mødes med deres lærere og kammerater,” siger skolechef i Syddjurs Kommune, Per Viggo Larsen.

”Ikke dermed sagt, at undervisningen ikke har været god, mens de store elever har siddet derhjemme og snakket med deres lærere og kammerater over Skype, for det har den bestemt været. Både elever, lærere og skolernes ledelse har ydet en fantastisk indsats, men på et tidspunkt trænger alle til at nærme sig hverdagen, som vi kendte, før Danmark lukkede ned i marts.”

Per Viggo Larsen siger til Lokalavisen, at Syddjurs er langt fremme med at planlægge de ældste elevers (6.-9. klasse) gensyn med deres skole.

”Nu ved vi ingenting endnu, men læser selvfølgelig, hvad der kommer af meldinger fra Sundhedsmyndighederne og senest fra Statsministeren. Det er imidlertid svært at foretage sig noget i detaljer, før vi kender forudsætningerne.”

Ja til at hjælpe

Hvis betingelserne for at sige goddag til de ældste elever bliver de i forvejen kendte med to meters afstand til hinanden og kun samvær i mindre grupper på ti eller derunder, så strammer det automatisk kravene til pladsen på skolerne.

”Skoleledere har været i kontakt med idrætshaller, klubhuse, forsamlinghuse og spejderhytter i tilfælde af, at kravene til at mødes bliver dem, vi kender i forvejen. Alle steder er man heldigvis klar til at hjælpe,” siger Per Viggo Larsen.

Håber på torsdags-melding

Hvis onsdagens forhandlinger partierne imellem på Christiansborg medfører, at Statsminister Mette Frederiksen kan invitere til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet allerede torsdag for at fortælle, hvad der åbner i fase 2, vil det bekomme skolechefen vel.

”Jo før vi kender forudsætningerne, jo hurtigere kan vi være klar. Der er mange scenarier i spil, og vi skal gøre det ordentligt, hvis andre lokaltioner skal i spil end skolerne, så skal sikkert flyttes borde og stole og gøres andre ting klar, men som sagt er vi allerede langt fremme med planlægningen,” siger Per Viggo Larsen, der håber, at vejret fortsat vil arte sig, så en stor del af undervisningen kan foregå ude, som den har gjort det for yngste elever fra 0. til 5. klasse, siden de kickstartede deres skoletid efter påske.

Mulige scenarier, der er i spil end den store åbning med at benytte sig af andre lokationer, kunne være, at de ældste elever kigger forbi på udvalgte dage eller måske stempler ind om eftermiddagen, når de fleste af yngste har forladt skolens matrikel.