Fortsæt til indhold

SuperBrugsen Ryomgård har vendt minus til plus

Uddeler Thomas Koustrup kan præsentere sorte tal på bundlinjen i 2019, og så mærker han ligesom flere af sine kolleger, at Coronakrisen smitter positivt af på dagligvarehandlen

Samfund

SuperBrugsen Ryomgård kom ud af 2017 med det bedste resultat nogensinde, både hvad angår overskud og omsætning.

Omsætningen blev på 49 mio. kroner og overskuddet efter skat på 717.00 kroner, der blev henlagt til egenkapitalen.

I 2018 blev det økonomiske billede til gengæld ændret en kende med en omsætning på 47 mio. kroner og en rød bundlinje på minus 53.000 kroner.

Det lille underskud skal ses i sammenhæng med en solid egenkapital på 8,6 mio. kroner, så der blev ikke råbt vagt i gevær, da regnskabet blev præsenteret.

SuperBrugsen har ikke kunnet afholde sin generalforsamling i dette forår sin årlige generalforsamling, hvor regnskabsresultatet for det forgangne år sædvanen tro præsenteres.

Resultatet viser, at minus er vendt til plus igen på bundlinjen.

”Jeg kan godt afsløre uden at røbe for meget, at vi kommer ud med bedre resultat i 2019 og en positiv bundlinje,” siger brugsuddeler Thomas Koustrup.

Omsætningsfremgang

Coronakrisen har generelt været god for SuperBrugsen Ryomgård, som den har det for flere lokale dagligvarebutikker.

”Vi har selvfølgelig haft nogle ekstra omkostninger til rengøring og hygiejne, men vi kan tydeligt mærke, at mange af vores kunder er hjemme og handler lokalt. Det har smittet positivt af på vores omsætning,” siger Thomas Koustrup.