Fortsæt til indhold

Spirende fællesskab undervejs i og omkring Femmøller Strand

Der er basis for et tættere naboskab blandt de fastboende i Femmøller, Femmøller Strand, Lyngsbæk og Lyngsbæk strand via fælles arrangementer

Samfund

I begyndelsen af marts måned – på kanten til Coronakrisen – mødtes cirka 30 faste beboere i Femmøller, Femmøller Strand, Lyngsbæk og Lyngsbæk strand.

Det særlige for området er, at de faste beboere er i mindretal, og ikke deler skole, kirke eller sportshal. Det findes ikke her, hvor det er sommerhusene, der dominerer området.

På mødet var bl.a. oplæg af repræsentanter for Mols i Udvikling og Grundejerforeningen for Femmøller Strand.

”Formålet med mødet var at sondere terrænet for opdyrkning af et tættere naboskab igennem fælles arrangementer,” fortæller Kari Baklund, der bor fast i området og sammen med ægtefællen Morten Engstrøm bl.a driver Eigils Cafè ved Femmøller Strand.

Aftenen var en stor succes, og resulterede i en længere liste af mulige aktiviteter. Den livlige snak over bordet lover godt for fremtiden!

Desværre er projektet strandet lidt som så meget andet i kølvandet på Covid-19 epidemien, og et planlagt møde i slutningen af april, blev udsat til senere, fortæller Kari Baklund.

Lars Morell på plakaten

Heldigvis var der allerede aftalt et foredrag med den aarhusianske idehistoriker og forfatter Lars Morell, som i 2015 udgav en bog om Egil Fischer (1878-1963) og Femmøller Strand.

Egil Fischer var byplanlægger, arkitekt og maler og var en af de første til at anerkende Mols’ store landskabelige og naturmæssige ressourcer.

Den naturpark og de fællesarealer ved Femmøller strand, som netop er under renovering, er en gave fra Egil Fischer i 1955. For at demonstrere, hvor langt man kan nå med byplanlægning, udstykkede han dele af sin egen jord, tegnede en byplan og skabte dermed Danmarks første sommerhusby.

Foredraget finder sted torsdag 14. maj kl. 19 – 22 på Egil’s Café ved Femmøller Strand. Der serveres et glas vin og let taps under arrangementer. Der vil være mulighed for at købe nogle af de bøger, som Lars Morell har skrevet og få dem signeret.

Arrangementet støttes af Syddjurs Kommune. Tilmelding på go-syddjurs.dk – Foredrag.

FAKTA

Kari Baklund oplyser, at det er aftalt med Lars Morell, at arrangementet gennemføres, såfremt det er tilladt at afholde foredragsarrangementer i maj

Alternativt afholdes arrangementet torsdag 11. juni kl. 19