Corona: Så kan du atter få sat håret op til narrestreger
En hurtig rundtur på de sociale medier afslører dog, at mange lokale frisører savner klare retningslinjer fra sundhedsmyndighederne for, at de føler sig trygge ved at åbne
”Giv de små virksomheder og mindre erhvervsdrivende mulighed for at åbne igen,” lød opfordringen fra Ole Sørensen, formand for bestyrelsen i Business Djursland, i sidste uge til Lokalavisen.
”Men Regering og Folketing skal først og fremmest bruge tid på at få dræbt pessimismen ved samtidig med, at de giver plads til, at de små virksomheder, som for eksempel, frisører, restauranter og mindre håndværksvirksomheder får lov til at komme i gang igen, at der følger et konkret sæt af adfærdsregler med. Erhvervslivet skal simpelthen have nogle redskaber fra sundhedsmyndighederne, der gør dem trygge ved at åbne.”
Når de lokale frisører åbner mandag, savner de åbenlyst et sæt adfærdsregler fra sundhedsmyndighederne og deres egen fagforbund.
Det skal man ikke læse ret mange indslag på de sociale medier for at erfare. Mange føler lidt, at de er blevet sendt ud i et ingenmandsland, hvor de selv må bestemme højden på overliggeren af de tiltag, som de føler er nødvendige for at både medarbejdere og kunder føler sig trygge.
Frisør Gro går selv
Frisør Gro i Kolind er et godt eksempel. Her har ejerne, Mette Nielsen og Helle Nielsen, selv måttet formuleret et sæt adfærdsregler, der gælder fra på mandag.
For det første bliver der ikke fuld bemanding i salonen, så faren for at ramle sammen er minimal.
Dernæst gælder følgende for kunderne:
Husk afspritning af hænder når du ankommer i salonen
Frisør Gro farver IKKE bryn og vipper
Max 4 kunder i salonen ad gangen (afstandskravet)
En tom plads mellem hver kunde
Så vidt muligt kun kom dig selv til din behandling, så du ikke tager hele familien med ( medmindre du kommer med dit barn)
Hvis der sidder mere end 2 kunder ved ventepladsen, vent venligst udenfor
Ved det mindste sygdom også selvom det er forkølelse, bedes I aflyse jeres tid
”Vi går alle sammen rundt og er vildt angste for den der COVID-19 virus. Det vil vi også være om tre måneder, så gør os ude i virksomhederne tryggere ved at give os et sæt spilleregler for, hvordan vi skal opføre os, når vi starter igen,” lød det fra Ole Sørensen, formand for bestyrelsen i Business Djursland.
Tilsyneladende har sundhedsmyndighederne ikke nærlæst hans budskab, men uanset hvad, så glæder Frisør Gro og mange andre lokale frisører sig til, at de kommer i gang igen.