Corona: Langt fra alle kommuner genåbner skoler og daginstitutioner onsdag
En undersøgelse som Kommunernes Landsforening lavede lørdag, og som Altinget.dk siden har suppleret viser, at det er forskelligt, hvornår de enkelte kommuner er klar til en gradvis genåbning af skoler og daginstitutioner
Syddjurs Kommune starter onsdag 15. april en gradvis genåbning af offentlige skoler, børnehaver, vuggestuer, dagpleje og specialskole og forventer at være fuldt ud kørende fra mandag 20. april.
Norddjurs begynder først den gradvise åbning mandag 20. april.
En meget fin illustration af, at kommunerne landet over tackler situationen med første fase af genåbningen af Danmark forskelligt.
Kommunernes Landsforening (KL) præsenterede lørdag en undersøgelse, der viste, at 52 kommuner var klar til at åbne deres daginstitutioner onsdag 15. april og 48 kommuner klar til at gøre det samme med skolerne.
Henholdsvis 19 og 20 kommuner ventede til torsdag 16. april.
Resten af de 83 kommuner (daginstitutioner) og 82 (skoler), der havde reageret på KL’s undersøgelse, kickstartede først mandag 20. april - bortset fra tre kommuner, der var klar til at genåbne deres skoler fredag 17. april.
Altinget.dk har efterfølgende suppleret undersøgelsen med besvarelser fra hovedparten af de kommuner, der ikke havde besvaret KL’s spørgsmål.
Med Altingets supplement kommer man op på 55 kommuner, der er klar til at starte en gradvis genåbning af vuggestuer, børnehaver og andre dagtilbud 15. april. 20 kommuner følger dagen efter, efterfulgt af en enkelt fredag, mens 12 venter til mandag 20. april.
På skoleområdet er 48 kommuner klar til en gradvis åbning på onsdag, mens 20 venter til dagen efter. Fire åbner om fredagen, og 14 åbner på næste mandag.