Fortsæt til indhold

Corona: Socialdemokratiet udskyder to generalforsamlinger

Kåringen af Michael Stegger Jensen som borgmesterkandidat må foreløbig vente til maj

Samfund

Coronakrisen får konsekvenser for to længe planlagte generalforsamlinger i Socialdemokratiet.

Mandag 18. april skulle Socialdemokratiet i Syddjurs, paraplyorganisationen for de to S-partiforeninger i Syddjurs, Socialdemokratiet Syddjurs Vest og Socialdemokratiet i Ebeltoft og Omegn, have klaret den årlige komsammen, men indtil videre er generalforsamlingen flyttet til mandag 18. maj i 3F Huset i Rønde.

Selvfølgelig under forudsætning af, at næste fase i genåbningen af Danmark er foregået, så forbuddet mod at stimle mere end ti personer sammen ikke længere gælder.

Derfor må Socialdemokratiet vente en god måned med formelt at kåre Michael Stegger Jensen som partiets borgmesterkandidat til Kommunalvalget i november 2021.

Ingen har meldt sig som modkandidater til Socialdemokratiets nuværende gruppeformand i Syddjurs Byråd, så der var på forhånd dømt klapsalver på generalforsamlingen.

Også den planlagte generalforsamling i Socialdemokratiet i Djurskredsen mandag 25. april ligeledes i 3F Huset i Rønde er aflyst.

”Lige i øjeblikket er jeg - efter at Gert Schou er gået af - fungerende formand for Djurskredsen, og vi har faktisk fastsat en generalforsamling til mandag 25. maj i Rønde,” siger Søren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiets fællesledelse i Syddjurs.

Generalforsamlingen er spændende i den forstand, at det her skal afgøres, hvem der skal have en topplacering på Socialdemokratiets kandidatliste til Regionsrådsvalget i november 2021. Socialdemokraterne på Djursland havde ved det seneste valg placeringerne som nummer 3 og 26.

Niels Erik Iversen som nummer 3 og Linda Brask som nummer 26.

Rutinen eller ungdommen

Socialdemokratiet i Syddjurs har spillet ud med det unge byrådsmedlem Niels Gyldenlund Mikkelsen, mens partifællerne i Norddjurs foreslår rutinerede Else Søjmark, nuværende formand for Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget.

Hvem kan løfte arven efter nuværende regionsrådsmedlem Niels Erik Iversen, der meget sikkert har leveret varen ved de to seneste valg i 2013 og 2017 med meget overbevisende personlige stemmetal? Rutinen eller ungdommen? Måske begge i forening? Det sidste vil kræve, at mange flere djurslændinge stemmer på ’deres egne’

Sammenlagt blev der i Norddjurs og Syddjurs Kommuner i 2017 til sammen afgivet 48.402 stemmer til Regionsrådsvalget - stemmeprocent: 74,85.

Kun 12.157 (25,12 procent) af de afgivne Djurslands-stemmer gik til en lokal kandidat.

Et tydeligt signal om, at kandidaterne ikke appellerede nok til de lokale vælgere. Reelt var da også kun Niels Erik Iversen, Marianne Kirkegaard og SF’s Eigil Holm Nielsen synlige i valgkampen. Resten kom aldrig ud over rampen.

Norddjurs Kommune har siden kommunesammenlægningen og dannelsen af de fem regioner været repræsenteret i Regionsrådet, mens Syddjurs Kommune endnu har oplevelsen til gode.

FAKTA

Lokale stemmer til Regionsrådsvalget i 2017:

Niels Erik Iversen (A) - 5.351

Marianne Kirkegaard (V) - 2.368

Linda Brask (A) - 1.026

Eigil Holm Nielsen (SF) - 884

Bente Myrhøj (SF) - 480

Jesper Yde Knudsen (Ø) - 450

Jørn Juul Sørensen (B) - 414

Alice Holst Brask (C) - 375

Ingrid Boldsen (SF) - 308

Mads Jensen (C) - 305

Kis Bøggild Nielsen (Ø) - 196

Sammenlagt: 12.157 stemmer

Afgivne stemmer på Djursland: 48.402 stemmer

Antal vælgere på Djursland: 64.662