Fortsæt til indhold

Tæt på 5.000 børn kickstarter igen efter påske

Når Danmark genåbner skoler, børnehaver, vuggestuer og specialskoler igen onsdag 15. april er det goddag til en ny og meget kontrolleret hverdag for i omegnen af 5.000 børn i Syddjurs

Samfund

Onsdag den 15. april vil vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og 0. til 5. klasse på folkeskolerne genåbne. Hertil kommer alle elever i specialtilbud, specialklasser, interne skoler, ungdomsskolens heltidsundervisning, mv. på alle klassetrin (dvs. fra 0.-10. klasse).

I Syddjurs betyder det, at i omegnen af 5.000 børn igen skal tidligt op og ud i det pulserende liv.

Det drejer sig om 2.387 børn i 0.-5. klasse i folkeskolerne, 1.152 børn i de offentlige børnehaver og 345 børn i de offentlige vuggestuer.

I alt 3.884 børn.

Hertil kommer børn og unge i specialtilbud, specialklasser, interne skolerne, Ungdomsskolens heltidsundervisning mv.

Det drejer sig om 159 børn og unge fordelt med 103 elever på Syddjurs Kommunes specialskole, Pindstrupskolen, 28 elever i Ungdomsskolens heltidsundervisning og 28 elever, der går i skole i andre kommuner.

De statistiske oplysninger har Lokalavisen fået af Kenneth Enrico Petersen, Leder af dagtilbud og sekretariat Børn & Læring, Syddjurs Kommune.

Til ovennævnte godt 4.000 børn og unge skal lægges tallene for børn hos både offentlige og private dagplejere, børn i private børnehaver og børn på de seks privatskoler i kommunen.

Rundt regnet bliver det således i omegnen af 5.000 børn og unge, der for hovedpartens vedkommende skal i aktivitet igen i det offentlige rum efter påske.