Fortsæt til indhold

Corona: Det er i dag et vejr og solen skinner

Åbn terrassedøren Skærtorsdag og byd foråret velkommen med sange, der hylder årstiden, lyder opfordringen fra musikterapeut på Hospice Djursland, Nanna Højlund Smalbro, til patienter og pårørende

Samfund

’Det er i dag et vejr et solskinsvejr/Oh søde vår, så er du atter nær/Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter/Nu vil jeg gå og købe hyacinther/Og bringe dem til en som jeg har kær,’ lyder første strofe af Ludvig Holsteins evergreen ’Det er i dag et vej’, som Kim Larsen har udødeliggjort med skyldig hensyntagen til komponisten Poul Schierbecks dur-version.

Erik Grip er til gengæld mester for en smuk mol-version af samme forårsklassiker.

Måske er sangen med på repertoiret Skærtorsdag, når Hospice Djurslands ellers hjemsendte musikterapeut Nanna Højlund Smalbro Skærtorsdag for en stund vender tilbage til Rønde.

Nanna Højlund Smalbro vil i denne coronatid, med støtte fra sin familie, stille op ude på engen foran Hospice Djursland og synge for på en række skattede forårssange og påskesalmer.

Det sker klokken 14, hvor patienter og pårørende opfordres til at åbne terrassedøren og synge med eller blot være med på en lytter.

Bor du i nærheden må du sikkert gerne synge med eller snige dig med på en lytter fra din altan eller græsplæne.