Fortsæt til indhold

Knebelbro-par bag efterspurgt Aarhus-guide på engelsk

Arkitekt Lena Bendt og journalist Peter Vestergaard, begge født i Aarhus, er nu aktuelle med guidebogen '111 steder i Aarhus som du skal se' i en engelsk udgave

Samfund

Guidebogen ’111 steder i Aarhus som du skal se’ udkom i foråret 2019 på Forlaget Frydenlund.

Den blev fluks en succes, og tredje oplag på gaden.

Bogen er altså en del af serien 111 steder ... med destinationer til storbyer og regioner over hele verden. Af danske destinationer er der blandt andet også udkommet 111 steder i København ..., 111 steder på den jyske Vestkyst ..., 111 steder på Lolland-Falster... og 111 steder på Fyn …

Nu kommer også en efterspurgt engelsk oversættelse, ’111 Places in Aarhus That You Shouldn’t Miss’.

Bogen har indhold for enhver smag. Her er både storslået natur, oldtidsminder, afslappet livsglæde og kulturtilbud af højeste kvalitet. Bogen giver svar på spørgsmål som:

Hvad er historien bag Aarhus’ højeste punkt?

Hvilken tidligere lugtgene er det nye badehit?

Hvor kan du se solnedgangen efter mørkets frembrud?

Ny base i Knebelbro

Forfatterne, arkitekt Lena Bendt og journalist Peter Vestergaard, er begge født og opvokset i Aarhus og har levet langt det meste af deres liv i byen.

Peter Vestergaard er tidligere chefredaktør på Århus Stiftstidende (2003-2009) og pressechef for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Bogens fotografier er taget af aarhusianer og freelancefotograf Henrik Bjerregrav.

Lena Bendt og Peter Vestergaard er efter parrets Aarhus-tid flyttet til Knebelbro. Her er de bestemt ikke gået i hi, men har engageret sig på flere fronter lokalt.

Lena Bendt har været leder af Syddjurs Billedskole, der 1. januar 2015 fusionerede med Syddjurs Musikskole og blev til Kulturskolen Syddjurs.

Peter Vestergaard sidder med i Syddjurs Egnsteaters bestyrelse.