Fortsæt til indhold

Kendt teatermenneske er endt i rosens favn

Leder af Syddjurs Egnsteater Hege Tokle har meldt sig under fanerne hos Socialdemokratiet

Samfund

Socialdemokratiet i Syddjurs har indledt 2020 med at få et nyt, prominent medlem i folden. Det er leder af Syddjurs Egnsteater Hege Tokle, der simpelthen er havnet i rosens favn.

52-årige Hege Tokle har været leder af Syddjurs Egnsteater siden 2009 og har hidtil ikke været medlem af et politisk parti.

”Min opvækst i Norge har dog sat sit præg på mig rent politisk,” indrømmer Hege Tokle.

”Min far var ægte socialdemokrat hele sit liv, og det har også præget min tilgang til at orientere mig i det politiske landskab.”

Tidligere har hun ellers i sin Syddjurs tid mest delt holdninger med SF.

”Det skyldes ikke mindst Kirstine Bille, men jeg håber hun tilgiver, at jeg har meldt mig ind hos Socialdemokratiet,” smiler Hege Tokle, der bor i Ebeltoft.

Det er primært snakke med formand for partiforeningen i Ebeltoft, byrådsmedlem og strateg Christian Haubuf, der har overbevist Hege Tokle, fortæller hun.

”Jeg har været med til generalforsamling og et par møder allerede, men jeg har ingen ambitioner om at opstille til kommunalvalg eller til poster i bestyrelsen. Blot vil jeg lytte, præge og deltage i debatten på de møder, som jeg er med til.”