Fire nye klasselokaler på parkeringspladsen
På Hornslet Skole har man netop fået hejst hele ti midlertidige moduler ind på parkeringspladsen.
Elevtallet på skolen stiger i øjeblikket, og de midlertidige moduler skal således sikre de fysiske undervisningsrammer, mens der fra politisk side bliver drøftet en permanent løsning.
De i alt ti moduler på 440 kvadratmeter er for nylig blevet hejst ind på skolens parkeringsplads med kran og rummer i alt fire store klasselokaler samt et fælles gangareal med adgang til toiletter samt handicaptoilet. Inden opstillingen er installation af el, vand, afløb og internet blevet forberedt på pladsen.
Der er to mulige fremtidsscenarier for en mere permanent løsning på Hornslet Skole. Enten bliver der opført en ny indskoling for 0.-3. klasse i sammenhæng med en nye børnehave i Hornslet, som bliver bygget i løbet af året og står klar i 2021, eller også flytter udskolingen for 7.-9. klasse ind i et nybyggeri, som kommer til at ligge i tilknytning til Hornslet Kultur- og Fritidscenter.