Byrådsmøde: Lyden var pist borte onsdag aften
Onsdagens byrådsmøde lignede noget fra et pantomimeteater, hvis man sad bænket foran computerskærmen
Borgere, der havde sat sig godt til rette foran deres pc-skærm onsdag aften klokken 16 for at overvære februar-mødet i byrådet, blev slemt skuffet.
Grundet tekniske problemer med både lyd og streaming løb den direkte transmission ud i sandet, fortæller Syddjurs Kommunes kommunikationschef Ole Bjarke Nielsen.
Syddjurs Kommune streamer normalt både til hjemmesiden syddjurs.dk og til facebook, men lyden i streamingen fejlede og selve streamingen koblede også af efter kort tid.
Dagen derpå forsøgte en tekniker at rette op på fejlen, men uden held.
”Vi har for en måned siden haft tekniker fra leverandøren til at gennemgå hele systemet i salen og de er indkaldt til på ny at gennemgå det,” skriver Ole Bjarke Nielsen i en mail til byrådet.
”Inden næste møde vil vores egne IT folk og leverandøren i samarbejde få salen og streaming setup gennemgået igen, så vi kan sikre, at det virker fremadrettet,” lover Ole Bjarke Nielsen i mailen.