Fortsæt til indhold

Skråstregen i Ø'et vender ikke forkert efter restaurering

Genforeningsstenen ved Hornslet Kirke ser forkert ud, skrev en læser til Lokalavisen i 2018, men det er ikke korrekt, siger tidligere distriktsrådsformand

Samfund

En trofast læser af Lokalavisen, Peer Klein, Hornslet, har tidligere skrevet til Lokalavisen, at han undrede sig, når han går forbi Genforeningsstenen på Løgtenvej. Stenen er er placeret mellem indgangen til kapellet ved Hornslet Kirke og mindesmærket for de faldne under 2. verdenskrig på den vestlige side af kirkemuren ud mod Løgtenvej.

Årsagen til Peer Kleins undren er, at skråstregen i Ø vender til den forkerte side. Stenen blev indviet 11. juli 1920.

Den blev i 1920 opstillet på kirkebakken foran Hornslet Kirke og senere flyttet til De Gamles Hjem (Nu Syddjurs Ungdomsskole).

Lørdag 23. februar 2013 blev stenen restaureret og flyttet til den nuværende placering. Et foto på flere hjemmesider af stenen, før den blev restaureret, viser, at skråstregen i Ø vender til den rigtige side - det gennemstregede Ø.

Hvorfor det blev ændret ved restaureringen svæver hen i det uvisse. Måske læserne kan hjælpe?

Nu har Torsten Klein, tidligere formand for Hornslet Distriktsråd, henvendt sig til Lokalavisen med en forklaring:

”Jeg var bla. initiativtager til at få flyttet stenen til den nuværende placering. Peer Klein, som jeg ikke er i familie med, siger at skråstregen vender forkert efter restaureringen. Det gør den IKKE - se foto fra før restaureringen,” skriver Torsten Klein, der flyttede fra Hornslet til Skanderborg for flere år siden, i en mail til Lokalavisen.

Genforeningsstenen blev rejst pga. genforeningen med Sønderjylland, som i 1920 blev givet tilbage til Danmark. Det sydligste stykke af Jylland blev givet tilbage til Danmark af tyskerne, som bemægtigede sig det under krigen i 1864. Genforeningen blev fejret, og der blev i alt rejst 561 genforeningssten i Danmark mellem 1920 og 1938.