10 millioner kroner til grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne
Erhvervsminister Simon Kollerup åbner nu for nye ansøgninger til Landdistriktspuljen, hvor Tirstruphallen i december fik tilsagn om støtte på tilsammen ca. 400.000 kroner til et grønt projekt
Erhvervsminister Simon Kollerup åbner nu for nye ansøgninger til Landdistriktspuljen, hvor to lokale ansøgere fra Østjylland og Samsø i december fik tilsagn om støtte på tilsammen ca. 1,7 mio. kr. til grønne projekter.
Med forårets nye ansøgningsrunde udbyder erhvervsministeren i alt 10 millioner kroner til projekter inden for temaet ”Grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne”.
Erhvervsminister Simon Kollerup udtaler i denne anledning i en pressemeddelelse:
”De små lokalsamfund har før bevist, at de med blandt andet stærkt sammenhold og støtte kan trække deres lokalområde i en mere grøn og bæredygtig retning. Tag for eksempel Samsø, der er selvforsynende med vedvarende energi, eller Horslunde på Lolland, der har profileret sig som energilandsby. Det er eksempler som dem, vi håber på at se flere af i fremtiden.”
Samlet set bliver der i Landdistriktspuljens nye ansøgningsrunde udbudt:
1,4 mio. kr. til forsknings- og informationsprojekter
2,5 mio. kr. til projekter på de små øer
Og 6,1 mio. kr. til forsøgsprojekter
Ansøgninger til Landdistriktspuljens forårsrunde skal være Erhvervsstyrelsen i hænde inden 3. april kl. 12.00.
Tirstrup fik støtte
I december 2019 fik 15 forsøgsprojekter i landdistrikterne i alt 5,2 millioner kroner i støtte til at fremme den grønne udvikling i landdistrikterne.
Et lokalt projekt i Syddjurs var blandt modtagerne:
Projektet ”Verdensmålenes Hus – Bæredygtig energi i omdannelsen af Tirstruphallen” har til sigte at omdanne den gamle idrætshal til et verdensmålenes hus, hvor borgere i området kan samles i et nyt mødested for bevægelse, læring og bæredygtighed. Projektet fik tilsagn om støtte på 355.000 kroner.
faktaboks: Fakta om Landdistriktspuljen
Ansøgninger til Landdistriktspuljen bliver vurderet af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, som består af formand Finn Jorsal samt Lisbeth Kristensen Lei, Nynne Larsby Friis og Niels Natorp
Efterårets ansøgningsrunde, hvor der udbydes midler til forsøgsprojekter og projekter på de små øer vil have fokus på nærhed og styrkede lokalsamfund