Bollesen klar i Balle mandag
Syddjurs borgmesteren er klar til at gå en ny morgentur mandag morgen
Enkelte fjolser og ignoranter har været ude og kalde det pop, at borgmester Ole Bollesen den første mandag i hver måned inviterer på en morgengåtur i en af de syddjurske byer for i løbet af en god time at give borgerne mulighed for at give ham et dybere indtryk af, hvordan det svinger lige nu.
Hidtil har fremmødet været ganske fint det tidlige tidspunkt og at flere borgere selvfølgelig er på arbejde taget i betragtning. Selv er Ole Bollesen fint tilfreds med fremmødet og udbyttet.
Førstkommende mandag gælder det Balle, tidligere borgmester Kirstine Billes (SF) hjemby. Her er der fælles samling klokken 7.30 skarp ved byens fine Borgerhus, før gåturen begynder.
Balle Borgerhus er et smukt eksempel på, hvad en lille landsbys borgere kan udrettet i fællesskab, hvis viljen er til sted. I huset var der senest børnehave og før da foderstofforretning. Børnehaven blev flyttet til Rosmus Skole i 2013.
Syddjurs Kommune tilbød Balle Borgerforening at købe bygningerne, men foreningen havde ikke pengene. Selvom kommunen så valgte at sætte bygningerne til salg, kom der ingen købere. Men så gik en gruppe Balle borgere i aktion og fostrede idéen om et borgerhus. Det betød goddag til Balle Borgerhusforening og en forhandling med Syddjurs Kommune, der sagde ja til at sælge bygningerne formedelst 1 krone.
Resultatet af anstrengelserne er tydelige i dag med et hus, der rækker langt ind i fremtiden.