Ole Bollesen: Konsulenter bruger vi til opgaver - som Syddjurs Kommune ikke selv kan løse
Dansk Folkeparti vil have total åbenhed om kommunens forbrug af konsulenter i kroner og øre, og ønsket er blevet opfyldt, næsten ...
Må Syddjurs Kommune offentliggøre navnene på de konsulentfirmaer, der henter kroner i kommunekassen efter at have løst en opgave?
Spørgsmålet rejste Venstres Torben Therkelsen på onsdagens byrådsmøde uden at få et konkret svar, fordi kommunens ansatte jurist ikke sad med på embedsmandspladserne bag borgmesteren og kommunaldirektøren under mødet. Hun er nemlig på barselsorlov.
Dagen derpå lå der imidlertid et svar.
”Vi fik et nik fra vores jurister i Aarhus til at måtte offentliggøre navnene på de konsulentfirmaer, som kommunen har entreret med i 2018 og 2019 med mindre, at der i kontrakten med et konsulentfirma udtrykkeligt var anført en klausul om, at navnet efter aftale ikke måtte offentliggøres,” fortæller borgmester Ole Bollesen (S).
Tilfreds Mikkelsen
Lokalavisen havde inden byrådsmødet bedt om at få tilsendt en oversigt over forbruget af konsulentydelser i 2018 og 2019 og tillige med beløbene fordelt ud på konsulentfirmaer.
Oversigten blev fremsendt fra kommunens pressechef under mødet, men altså uden den ønskede fordeling på konsulentfirmaer. Den kom, da juristerne havde talt.
Det var Dansk Folkepartis Michael Mikkelsen som havde bedt om at få en debat i byrådssalen om forbruget af konsulentkroner og konsulentfirmaer.
Han må være tilfreds nu, fordi han sort på hvidt kan se, hvilke firmaer kommunen anvender, og hvad det har kostet. Det var det han efterlyste.
Mange om buddet
Oversigten viser, at der i 2018 blev brugt sammenlagt 17.998,50 kroner på konsulenter og 16.029,53 kroner i 2019.
Havde man på forhånd grimme fordomme om, at der er tale om ganske få konsulentfirmaer som har snablen nede i kommunekassen og griner hele vejen ned til banken, så gør oversigterne op med disse forudfattede holdninger
Der er rent faktisk tale om en bred vifte af meget forskellige konsulentfirmaer i både 2018 og 2019, og beløbene varierer fra småtterier til enkelte regninger på lige omkring den halve million.
Fremover bliver oversigten over beløb og involverede konsulentfirmaer offentliggjort en gang om året, så politikere og borgere kan orientere sig.
Principiel debat
Borgmesteren slog på byrådsmødet fast, at ”konsulenter bruger kommunen til opgaver, som vores forvaltning ikke selv kan løse. Det kan være i særlige perioder med spidsbelastninger, mange gange når det handler om et specifikt teknisk problem eller hvis vi skal kigge på os selv. Jeg vil lige minde om, at vores forbrug af konsulenter ligger under landsgennemsnittet.”
”Vores konsulentforbrug er lille i forhold til tilsvarende virksomheder (Claus Wistoft sammenligner konsekvent kommunen med en privat virksomhed, red.). Konsulenter bestilles jo ofte efter en beslutning i et politisk udvalg,” supplerede Claus Wistoft (V).
”Enhedslisten har ofte været efter konsulentydelserne. Selvfølgelig skal man bruge penge på konsulenter, men måske har vi ikke været gode nok i fagudvalgene til altid at vurdere det rimelige i at bruge konsulenter,” reflekterede Enhedslistens Jesper Yde Knudsen.
”Den liste, vi har modtaget, er ikke konkretiseret på firmaniveau. Det er den åbenhed, jeg ønsker,” afsluttede Michael Mikkelsen.
Den fik han dagen derpå.
Interesserede borgere kan se konsulentforbruget i 2018 og 2019 fordelt på konsulentfirmaer ved at klikke på dette link:
https://www.syddjurs.dk/politik/budget-og-regnskab/brug-af-eksterne-konsulenter