Fortsæt til indhold

Skoleleder stopper på Marienhoffskolen

Efter næsten seks år som boss på Marienhoffskolen skifter Birgitte Agersnap til Elsted Skole med udgangen af februar 2020

Samfund

1. april 2014 havde 46-årige Birgitte Agersnap første arbejdsdag som skoleleder på Marienhoffskolen, og om en måned, 29. februar 2020, trækker hun stikket og skifter Marienhoffskolen ud med Elsted Skole, hvor hun tiltræder som spritny skoleleder.

Dermed vender Birgitte Agersnap, der bor i Aarhus, tilbage til skolevæsenet i Aarhus Kommune, hvor hun tidligere har slået sine folder.

Hun kom til Marienhoffskolen fra en stilling som viceskoleleder/pædagogisk leder på Katrinebjergskolen i Aarhus.

”Jeg har i dag orienteret personalet om, at jeg stopper som skoleleder på Marienhoffskolen den 29. februar 2020, da jeg tiltræder en ny stilling som skoleleder på Elsted Skole i Aarhus kommune.

Elsted Skole er med sine 840 elever og 100 ansatte dobbelt så stor som Marienhoffskolen.

Gennemrenoveret skole

Efter 6 gode år som skoleleder i Syddjurs kommune siger jeg hermed tak for et tæt og udbytterigt samarbejde og mange positive oplevelser og erfaringer,” skriver Birgitte Agersnap på Marienhoffskolens Aula.

”Marienhoffskolen er den skønneste skole og arbejdsplads, og jeg har været utrolig glad for min tid som skoleleder. Det har været en fornøjelse at samarbejde med skolens forældre og alle ansatte. Her er et meget dygtigt og engageret personale, som møder eleverne hver eneste dag, for at skabe det bedste skoleliv for dem. Med lærere og pædagogers faglige indsats får eleverne øget motivation for at lære, så de løfter deres egne resultater og udvikler sig i sociale fællesskaber.”

”Gennem et tæt samarbejde med forældre, forvaltning og øvrige samarbejdspartnere har vi styrket elevernes trivsel og faglige udvikling og står sammen i et stærkt fællesskab med en åben kultur, en positiv stemning og en høj og stærk faglighed for alle vores skønne elever – et stærkt afsæt for skolens fremtid.”

”Med politikkernes opbakning er Marienhoffskolen gået gennem en total renovering, og præsenterer sig i dag som en top moderne skole til daglig glæde for alle dens brugere. Gennem den Åbne skole har vi etableret fællesskaber i lokalmiljøet til gavn for skolens elever og lokalområdets borgere, så skolen i dag er stærkt forankret med en helt central placering i Ryomgård og Syddjurs Kommune.”

Marienhoffskolen fremtræder i dag som en moderne skole efter, at skolen for to små år siden kunne kickstarte efter at være blevet renoveret for over 32 mio. kroner ude og inde.

Birger tager over

Fra 1. marts og indtil sommerferien – eller indtil ny skoleleder er ansat, er Birger Graversen konstitueret som skoleleder ved Marienhoffskolen, fortæller Per Viggo Larsen. Chef for Børn og Læring i Syddjurs Kommune.

Birger Graversen har tidligere været konstitueret i lederstillingen. Senest i 2014 i et par måneder før Birgitte Agersnap tiltrådte, da daværende skoleleder Claus Peter Olesen skiftede Marienhoffskolen ud med Molsskolen.

Birger Gravesen er pt. den medarbejder med højeste anciennitet på Marienhoffskolen, så det er en rutineret ræv, der sætter sig for bordenden og rykker en plads op i hierakiet.

Der vil senere i foråret komme et stillingsopslag med forventet besættelse af stillingen som skoleleder ved Marienhoffskolen pr. 1. august eller snarest muligt herefter, lover skolechefen.