Indbrudsstatistik 2019: Syddjurs springer i øjnene
På trods af at indbrudstallet i Syddjurs også er faldende, er kommunen stadig regionens højdespringer med 10,5 indbrud per 1.000 husstande
Fjerde kvartal i 2019 bød på rekordfå anmeldte indbrud i private boliger, og nye tal viser, at vi i Danmark i 2019 har oplevet det færreste antal anmeldte indbrud i over 35 år. Bo trygt, der arbejder for at reducere indbrud, mener, at den positive udvikling bl.a. skyldes, at danskerne for alvor er gået sammen om at holde tyvene ude.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort indbrudstal fra 4. kvartal 2019, og der blev på landsplan anmeldt 7.437 indbrud. Lægger man dem sammen med indbrudstallene fra de første tre kvartaler, giver det i alt 24.553 indbrud i 2019. Der er tale om foreløbige tal, der kan blive justeret en anelse, når alle indbrud i julen er endeligt registreret, men tallet vil ikke ændre sig væsentligt.
I Region Midtjylland ligger indbrudstallene lavere end resten af landet, men særligt én kommune stikker ud. I Syddjurs Kommune blev der begået 35 procent flere indbrud per 1.000 husstande end på tværs af regionen, ifølge talmaterialet fra Danmarks Statistik.
I Region Midtjylland kom færre borgere i 2019 hjem til boliger, hvor indbrudstyven har været på besøg. Nye tal, som Danmarks Statistik netop har udgivet, viser, at der i 2019 blev anmeldt 4.709 indbrud i Region Midtjylland mod 6.200 i 2018.
Højdespringeren
På trods af at indbrudstallet i Syddjurs også er faldende, er kommunen stadig regionens højdespringer med 10,5 indbrud per 1.000 husstande. Indbrudstallet for hele Region Midtjylland ligger på 7,8 indbrud per 1.000 husstande.
Der blev ifølge tallene fra Danmarks Statistik anmeldt 204 indbrud i Syddjurs i 2019.
I hele Danmark blev der i 2019 anmeldt 24.553 indbrud i private hjem. Det er 14,6 procent færre indbrud end året forinden, hvor der blev der anmeldt 28.765 indbrud.
En stor del af indbruddene blev begået i Region Hovedstaden, hvor det udover Dragør Kommune særligt var forstæderne nord for København Rudersdal, Hørsholm og Gentofte, der blev hårdest ramt. Her er antallet af indbrud per husstand også langt højere end i resten af landet.
FAKTA
Kommuner med flest indbrud per 1.000 husstande i Region Midtjylland i 2019:
Syddjurs: 10,5
Skanderborg: 9,9
Hedensted: 9,5
Randers: 9,3
Favrskov: 8,6
Indbrud per 1.000 husstande på tværs af hele landet og regionerne i 2019:
Hele landet: 9,1
Region Hovedstaden: 10,1
Region Sjælland: 10,0
Region Syddanmark: 9,6
Region Midtjylland: 7,8
Region Nordjylland: 6,1