Fortsæt til indhold

"1000 tak for indsatsen!1000 tak for tålmodigheden!"

48 års kamp for en cykelsti mellem Svenstrup og Hammel er en realitet. Det blev fejret med manér

Samfund

Der var højt humør og fuldt hus i forhold til corona-restriktionerne, da cykelstien mellem Svenstrup og Regnbueskolen i udkanten af Hammel blev indviet 7. oktober.

Det flotte fremmøde og den gode stemning vidner om, hvor efterspurgt den 1,8 km lange dobbeltrettede cykelsti langs Vadstedvej har været.

Det adresserede den første taler i rækken da også:

”Det her er en dag, som mange har ventet på meget længe. Så selvom vi på grund af corona ikke kan holde et brag af en fest, så er det stadig værd at fejre. I har nemlig ventet på den her cykelsti siden 1972, som var det år, skolen i Svenstrup lukkede, og eleverne pludselig skulle til Hammel,” sagde Anders G. Christensen (V).

”Der har været megen snak og gode hensigter hen over årene, men det blev altså aldrig til noget,” fortsatte Anders G. Christensen, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Related content

Et flot resultat

Først i 2013 begyndte arbejdet med at finde ud af, hvilken slags cykelsti, som der så skulle være på strækningen. Der skulle så gå yderligere syv år, før den 5,3 millioner kroner dyre sti nu endelig står klar.

”Og nu er den i den grad taget i brug af folk, som løber, går, cykler eller kører på løbehjul. Ja, selv folk fra Gjern har givet udtryk for, at det her binder byerne bedre sammen. Ligesom motionsfolket har fået øjnene op for stien. Det er et flot resultat, og jeg ønsker rigtig hjertelig tillykke,” sagde Venstre-politikeren.

SE GALLERI: Masser af træfigurer følger dig på ny cykelsti

”Tak for tålmodigheden”

Også kommunens borgmester, Nils Borring (S), gik på talerstolen - som denne dag bestod af en regnvåd grus-plads foran Regnbueskolen.

”Det giver så god mening af arbejde med cykelstier, så vores børn og unge kan komme sikkert frem, samtidig med at de får god motion, og der er færre biler ved vores skoler,” sagde han, før han i form af nedslag i avisarkiverne beskrev cykelstiens lange rejse fra ønske til virkelighed.

”Så ja, der er blevet kæmpet i mange år. 1000 tak for indsatsen. 1000 tak for tålmodigheden. Pas på jer selv på cykelturen,” sagde borgmesteren.

Lyskryds udsat for hærværk

Bliver flittigt brugt

To af cykelstiens bannerførerer fra Svenstrup - ægteparret Birgit og Niels Bach-Valeur - fik også ordet under i festivitassen:

”Det er os, der takker for, at det nu er lykkedes. Det har været en lang (cykel)tur gennem alverdens udvalg,” lagde Niels Bach-Valeur ud - han fortsatte:

”Vi, som bor lige ud til cykelstien, har set, at det her ikke kun er for skolebørnene. Vi har set alle mulige folk benytte den. Også folk, som vi ikke anede, boede i området. Den anden dag mødte jeg en ældre dame langt over 80 år, som var ude at prøvegå cykelstien. Hun havde læst om projektet i Lokalavisen og tog så turen fra Hammel til Svenstrup og tilbage igen.”

Ny omfartsvej får cykelstier

Måske trendsættere

Niels Bach-Valeur kaldte Svenstrup-cykelstien for ”Favrskovs vel nok flotteste cykelsti”, ikke mindst fordi, at lokale Svenstrup-borgere har kreeret mere end 20 motorsavsudskårne træfigurer og bænke, som er stillet op langs ruten under navnet SkulpTuren.

Det havde borgmesteren naturligvis også noteret sig:

”Det her er en sti, som har gjort brug af mange savførerer - ja, altså sav med v,” sagde han og fortsatte hurtigt:

”Ja ja, morfarvitserne er klar.”

Det er Birgit Bach-Valeur, som har stået i spidsen for træfigurs-projektet:

”Vi har virkelig haft det sjovt med at lave de her figurer og stille dem op. Det er fedt at have lavet noget, som kommer så mange til gode. Og tak for den gode feedback, vi har fået,” sagde hun og tilføjede:

”Vi har desuden haft mange landsbyer, som har kontaktet os for at høre mere - så hvem ved, måske er vi trendsættere.”

Endelig er fællessti færdig i Foldby, Korsholm og Norring

Cyklister skal sikres ved den nye motorvejsafkørsel

Nye cykelbaner vil forbinde Hammel og Laurbjerg