Nu er der sjov for alle aldre
I Hørning Idrætscenter klatrer ungerne bogstavelig talt på væggene - snart i hvert fald. Her åbner nemlig en ny klatrevæg
I forvejen har de i Hørning Idrætscenter et legeområde for babyerne, et stort legeland for tumlingerne samt poolbord, airhockey og bordfodbold for de lidt ældre børn og unge. Snart kan de så sætte en klatrevæg på menuen også.
”Vi manglede lidt noget til den aldersgruppe, som gerne vil bruge deres kræfter, men hvor legelandet alligevel føles for ’babyet’,” fortæller Henrik Skjøtt, der er centerchef i Hørning Idrætscenter - han fortsætter:
”Vi har jo den her åbne planløsning og vil gerne udnytte hvert et spot, så vi kan gøre det her til et sted, hvor man virkelig har lyst til at komme - også selvom man ikke skal dyrke idræt.”
Vil du speeddate de lokale folketingskandidater?
Klatrevæggen er helt gratis at benytte
Den nye tre meter høje klatrevæg bliver sat op i løbet af uge 22 og står senest færdig i begyndelsen af juni.
Den bliver placeret i et hjørnet inde i SuperBrugsen Arena, og ligesom alle de andre underholdnings-områder i idrætscentret bliver den helt gratis at benytte. Sikring er ikke nødvendig, da der kommer en faldmåtte underneden.
Klatrevæggen bliver udformet sådan, at der er forskellige fremspring, man kan prøve kræfter med, og endelig kommer der en armgang, så man kan bevæge sig hele vejen rundt uden at røre jorden.
”Vi har forsøgt at se på, hvad der ikke er noget af i kommunen og har hentet inspiration i andre idrætscentre i landet. Så har vi fået bevilget penge af Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune, og endelig har Hørning Juniorklub lagt penge i projektet, da de i klubben ser det som oplagt for deres unge,” siger Henrik Skjøtt.
Ny lokalbetjent i Hørning er klar til nærkontakten
Måske en prof bane på vej
På den lange bane har Hørning Idrætscenter drømme om en professionel klatrevæg, så man faktisk kan gå til klatring.
”Vi drømmer jo om at udvide med en ny hal, og hvis det bliver en realitet, vil der udendørs blive dannet en form for atriumgård, hvor det kunne være oplagt med en klatrevæg,” fortæller Henrik Skjøtt.
Ny skole i Hørning: Hvad kan man få for en million kroner?
Mindre boliger i Hørning er en mangelvare
Syv medaljer til Hørnings batmænd