Fortsæt til indhold

NRGis Værdipulje: Støtte til Feldballe Friskole, Knudepunktet, Fregatten Jylland og mange flere

NRGIs Værdipulje støtter igen en række spændende Djurslandske projekter, hvor formålet er at styrke den bæredygtig udvikling, trivsel, aktivitet og sammenholdet lokalt

Samfund

Værdipulje, hvor overskydende midler i det andelsejede energiselskab går som støtte til lokale og innovative projekter i og omkring Østjylland, har sat navn på, hvilke projekter, som opnår støtte.

Djursland er rigt repræsenteret på listen.

”Siden Værdipuljens opstart i 2016 har det været vigtigt for os, at andelshaverne selv er en aktiv del af den positive udvikling på blandt andet Djursland ved at søge støtte fra Værdipuljen til deres gode idéer. Derfor har vi også valgt at støtte bredt lige fra energioptimeringer til tangproduktion og bæredygtigt byggeri. Vi favner bredt og ønsker først og fremmest at støtte de lokale fællesskaber i det djurslandske lokalsamfund med et blik for det store fællesskab i vores forsyningsområde,” udtaler Jacob Vittrup, der er adm. direktør i NRGi, i en pressemeddelelse.

Værdipuljen blev stiftet i 2016, hvor NRGi’s repræsentantskab besluttede, at der ud over en rabat til andelshaverne fra selskabets resultat, tillige skulle etableres en pulje, som løbende støtter den bæredygtige og innovative udvikling af forsyningsområdet.

Borgere og virksomheder kan hvert år ansøge om del- eller helfinansiering af et projekt. Værdipuljen støtter både store og små bæredygtige projekter, der udvikler de lokalområder, NRGi og de cirka 215.000 andelshavere er en del af.

De har fået støtte

Følgende projekter på Djursland har modtaget støtte i 2019:

Feldballe Friskole

Friskolen vil opføre et bæredygtigt og innovativt byggeri til glæde for alle borgere i Feldballe. Byggeriet skal blandt andet inddrages i undervisningen og afspejle skolens målsætning om at forberede eleverne til den fremtidige udvikling i vores samfund, hvor vi skal tænke mere på ressourcerne.

Donation fra NRGi: 300.000 kr.

Rodskov Havkajak

Etablering af solcelledrevet udluftning og lys til to containere, så foreningen kan opnå energineutral tørring af udstyr samt lys i de mørke perioder.

Donation fra NRGi: 17.500 kr.

Syddjurs Bibliotek

Syddjurs Bibliotek, Kulturskolen og ”Styrket Indsats” vil producere en bæredygtig pose til transport af bøger, magasiner eller tegneserier.

Donation fra NRGi: 20.000 kr.

Ejendomsfonden Knudepunktet Mols

Etablering af solceller, der skal levere bæredygtig strøm til et nyt fælles hus i Knebel.

Donation fra NRGi: 300.000 kr.

Ebdrup Forsamlingshus

Forsamlingshuset skal have foretaget energiforbedringer, som f.eks. udskiftning belysning til LED-belysning og isolering af loftet.

Donation fra NRGi: 165.000 kr.

Skørring Forsamlingshus

Forsamlingshuset vil udskifte tre gamle toiletter, en lille kummefryser (energimærke D) og en hoveddør, som ikke kan holde på varmen.

Donation fra NRGi: 35.000 kr.

IF Midtdjurs Fodbold

IFM Fodbold vil gøre deres boldrum/materialerum større og mere tidsvarende, og derfor søger de støtte til belysning og energioptimeringer.

Donation fra NRGi: 15.000 kr.

Fregatten Jylland

Man ønsker at energieffektivisere Fregatten Jylland ved at udskifte eksisterende lysinstallationer på skibet og i museumshallen til bæredygtig belysning. Derudover skal cirkulationspumper på værftet, i hovedbygningen og ved gæstefaciliteterne også udskiftes.

Donation fra NRGi: 197.000 kr.

Fonden for Tirstrup-Hallen

Med udgangspunkt i FN’s verdensmål vil de vende energibruget i idrætshallen i Tirstrup på vrangen og sørge for, at energitiltagene er en del af oplevelsen, når man besøger hallen. Det omfatter renovering af lysarmaturer, solcelleanlæg, varmegenvinding med mere.

Donation fra NRGi: 400.000 kr.

Rosenholm Jagtforening

Rosenholm Jagtforening vil udskifte vinduer og renovere vægge i deres hus på skydebanen.

Donation fra NRGi: 20.000 kr.

Djurslands Rideklub

Udskiftning af belysning til LED-belysning, så de kan få ordentlig lys og spare på strømmen.

Donation fra NRGi: 30.950 kr.