Fortsæt til indhold

Rønde-stenen har fået en hædersplads

Den 22 ton tunge granitsten med skurestriber, leveret af Kalø-gletsjeren for 18.000 år siden, kan nu beundres ved Egegård på Ka-løtorvet

Samfund

I den årle onsdags morgenstund i sidste uge så det unægteligt ud som en større mundfuld, da den kæmpestore sten, der indtil videre er døbt Rønde-stenen, skulle transporteres fra sin mangeårige placering på Solsortevej 11 hos Torben og Annalise Lave og op til en ny hædersplads over jorden ved Egegård på Kalø-torvet.

Torben og Annalise Lave kunne fortælle, hvordan græsset om sommeren visnede over stenen, mens sneen om vinteren smeltede over den. Kun en smule af stenens øverste flade stak op.

De professionelle folk, der havde fået opgaven med at flytte stenen, tog det nu helt cool. De havde grejet i orden i form af lastbiler og en kæmpe af en kran som med milimeternøjagtig præcision løftede den 22 ton tunge granitsten fra jorden, over parcelhustaget og ned på et lastbil-lad på Solsortevej.

Herfra gik turen videre til Kaløtorvet, hvor stenen tre timer senere bivånet af pænt mange tilskuere blev løftet ned til sin nye hædersplads.

Oprindelse

Kæmpen blev født for mange år siden. Rønde-Ugelbølle-bakkerne er en ’endemoræne-bakkekam’ presset op foran en 3-400 meter høje is-gletsjer. Isen kom fra Østersøen og nåede for 18.000 år siden frem til Ebeltoft, Mols og Rønde, op gennem Ebeltoft og Kalø Vig. Her gik den i stå og smeltede så væk igen. Isen efterlod de store jordbunker (bakkerne) og kæmpestore sten.

Flere lignende store sten er de senere år fundet ved byggeprojekter i Rønde.

Biolog Jens Reddersen, Nationalpark Mols Bjerge, har målt stenen til cirka 3,25 m x 2,5 m x 2 m. Målt som en skæv kugle giver det et rumfang på 8,5 m3. Granit vejer 2,6 ton pr. m3. Vægten må være 22 ton. Det svarer til vægten af 22 biler eller 295 voksne personer. Stentypen er en mellemkornet granit og indeholder rødlig feldspat, grå kvarts og sort glimmer.

Granit er svær at stedfæste til et bestemt oprindelsessted (ledeblok). Fastfrosset i bunden af en gletsjer er den mast mod den frosne jords sten og grus. Oversidens mange parallelle slidstriber kaldes ”skurestriber”.Striberne viser isens bevægelsesretning.

Viger for Rema 1000

Kæmpen lå, hvor byggeriet af det nye Rema 1000 går i gang - på hjørnet af Solsortevej og Drosselvej. Derfor skulle stenen væk.

Rema 1000 flytter i 2020 ind på Hovedgaden i de tidligere MK Auto lokaler, hvor discountkæden også har købt to nabogrunde til brug for udbygning af forretningen.

Rønde Handelsstandsforening betalte flytning, Rema 1000 donerede stenen, Thorsager-Bregnet-Feldballe Sogne lagde jord til ved Egegård, og Nationalpark Mols Bjerge bidrog med formidling.

”Vi håber med tiden at få placeret andre store sten, fundet ved Rønde, rundt på torve og pladser i byen,” siger købmand Rene Povlsen, formand for Rønde Handel.

Rønde Handel og Rønde Distriktsråd markedsfører Rønde, som byen ved indgangen til Nationalparken.

Store Rønsten

Da Nationalpark Mols Bjerge i 2015 lavede i en konkurrence om at finde parkens største sten, indmeldte lokalbefolkningen samlet hele 550 ton sten.

På det tidspunkt var den største kendte sten Agri-dyssens 19 ton tunge dæksten, som faktisk udgør halvdelen af en oprindeligt 30 ton stor sten, hvor den anden halvdel ligger på parkens mest kendte oldtidsminde, Porskær Stenhus mellem Agri og Knebel.

Men denne sten blev fravristet titlen som største kleppert af Store Rønsten på 54 ton i Kalø Vig ud for Kalø Slotsruin – og nu er Store Rønsten kommet med på en helt ny dansk formidlingsportal for kæmpesten, der er lavet af geolog Henrik Granat Jönsson fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Dammestenen

Rønde-stenen ville blegne, hvis den kom i stue med Dammestenen ved Hesselager på Østfyn.

Dammestenen er Danmarks største kendte sten. Den vejer anslået 1.000 ton.

Den er så stor, at kong Christian den VIII lod den udgrave på den nordøstlige side, angiveligt for at afklare, om der var tale om faststående grundfjeld.

På trods for sin størrelse skulle Dammestenen ifølge sagnet være kastet af en dame fra Langeland. Det betvivles dog i andre sagn, der mener, at den voksede efter landingen, , når stenen lugtede nybagt brød.