Fejl i vaccineregister: Coronapasset var nede for mange danskere - DSB suspenderede krav
Flere danskere havde fredag morgen og formiddag problemer med at få vist et coronapas på tværs af de fungerende apps.
Opdateret kl. 12.04 Fejlen i registeret er blevet udbedret omkring kl. 11.00, oplyser Sundhedsdatastyrelsen til TV2.
Blandt de over 4,5 mio. færdigvaccinerede i Danmark oplevede flere i løbet af fredag morgen og formiddag problemer med at få fremkaldt det grønne coronapas i både apps og på nettet.
Registeret over de danske vaccinerede var ramt af driftsforstyrrelser, og derfor kunne flere danskere ikke få adgang til coronapasset.
Det oplyste Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge styrelsen slog fejlen igennem både i Coronapas-appen, på sundhed.dk og i appen MinSundhed.
Det var umiddelbart kun for vaccinerede, at fejlen slog igennem. Testede eller nyligt smittede kunne stadig fremkalde et coronapas i appen og på nettet.
»Vi arbejder på højtryk for at løse problemerne, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår de er løst,« skrev styrelsen i pressemeddelelsen fredag formiddag.
DSB suspenderede krav om coronapas
Som følge af fejlen på danskernes coronapas supenderede DSB kravet om et gyldigt coronapas, der har været gældende i togene siden 19. december.
»Men så snart det skulle være oppe at køre igen, så vil vi selvfølgelig genindføre kravet,« oplyser DSB’s presseafdeling fredag formiddag til Ritzau ifølge TV2.