Budget 2020: 10. klasses fremtid på ny til debat
Venstre fik indføjet en bemærkning i budgetforliget om, at det nuværende 10. klasses tilbud i Rønde evalueres i 2020
Venstre prøvede under budgetforhandlingerne at få de øvrige partier overbevist om, at det vil give mening at samle 10. klasse i Syddjurs på samme matrikel, og ikke på to, som det har været tilfældet i en årrække.
Det lykkedes dog ikke, men Venstre fik skrevet ind i budgetbemærkningerne, at 10. klasse i Rønde skal evalueres i løbet af 2020.
Venstre på Christiansborg vil gerne knytte 10. klasse til erhvervsskolerne, så at partiet også presser på lokalt er derfor logisk.
To muligheder
Unge i Syddjurs Kommune, der vælger at tage 10. klasse og ikke tager et år på efterskole, starter på en ungdomsuddannelse o.lign., har reelt tre muligheder i offentlig regi (tallene i parentesen fortæller, hvor mange Syddjurs unge, der går de nævnte steder. Kilde: Syddjurs Kommune):
EUD10 på Kalø Økologiske Landbrugsskole - drives af Viden Djurs (34 elever)
10. klasse på Rønde Skole - drives af Rønde Skole (30 elever)
10. KCD (Klasse Center Djursland) i Norddjurs Kommune, som holder til i Grenaa Idrætscenter og drives af Viden Djurs (16 elever)
Hertil kommer privatskolernes 10. klassetilbud. Ryomgård Realskole har i dette skoleår således oplevet stor søgning til skolens tilbud fra mange unge, der haft deres gang på Marienhoffskolen fra 0. til 9. klasse.
Tre retninger
Forvaltningen beskrev for et år siden tre mulige retninger for fremtidens 10. klasse:
Forsætter som nu med 10. klasse på Rønde Skole og den mere praktiske EUD10 på Kalø Økologiske Landbrugsskole, som Syddjurs Kommune har udliciteret til Viden Djurs
10. klasse flyttes over i Ungdomsskolen
10. klasse og EUD10 ønskes varetaget af én leverandør
Det var nuværende formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Kirstine Bille (SF), der pegede på Syddjurs Ungdomsskole som en mulig arvtager til at stå for det kommunale 10. klasses-tilbud.
Hvis det bliver modellen ’10. klasse og EUD10 ønskes varetaget af én leverandør’, skal der et udbud til for at finde ud af, hvem der skal løse opgaven.
Modellen valgte man i Norddjurs Kommune forud for dette skoleår. Opgaven med 10. KCD varetages af Viden Djurs. På 10. KCD kan unge vælge mellem to overordnede linjer, X 10 eller + 10.
X 10 er for de unge, der tænker at fortsætte på en af de gymnasiale ungdomsuddannelser, eller måske en EUX hvor man kombinerer sin erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, og bliver faglært og student samtidig
+ 10 er for de unge, der er i tvivl, om man skal vælge en erhvervsuddannelse (enten EUD eller EUX), eller en gymnasierettet ungdomsuddannelse. Eller for de unge, der tænker, de er afklaret om sit valg af uddannelse, men gerne vil bruge et år på at blive mest mulig klar til de krav en ungdomsuddannelse stiller
Giver god mening
Venstres gruppeformand Claus Wistoft peger overfor Lokalavisen på følgende konkrete forhold, der vil gøre det naturligt at samle 10. klasse under en leverandør:
Ved en samling opnås bedre social- og studiemiljø for jævnaldrende
Vi har gode erfaringer med det, Viden Djurs leverer til EUD10 undervisningen
Vi har en interesse i at få alle unge i 10. klasse tættere på erhvervslivet, fordi vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft på erhvervsuddannelserne - faktisk burde 50 procent af ungdomsårgangene søge erhvervsuddannelser, hvis de nuværende håndværks- og serviceerhverv skal støttes med arbejdskraft i fremtiden
Der også økonomisk rationale i at samle hele 10. klasse undervisningen et sted
Statistikken viser, at søgningen til erhvervsuddannelserne er faldet fra 32 procent i 2000 til godt 19 procent i 2018.
Den gamle regering havde et mål om, at 25 procent af de unge skal søge erhvervsuddannelserne i 2020, og i 2025 skal andelen være på 30 procent.
Syddjurs Kommune er mere ambitiøse end Løkke-regeringen. I Syddjurs er målet, at mindst 28 procent af en årgang vil vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse i 2020.
Selv om Syddjurs lå i 2018 over landsgennemsnittet i andelen af unge der søger ind på en erhvervsuddannelse (21 procent mod 19,4 procent),skal der speedes op og tænkes nyt, hvis 2020-målet skal være inden for rækkevidde.