Fortsæt til indhold

Poul Nowack debuterer nu som sangskriver

Indehaveren af Memory Lane Rockmuseum har skrevet teksten til ’Så dig ved et pigtrådsbal’

Samfund

Poul Nowack, indehaver af Memory Lane Rockmuseum, kan nu skrive sangskriver på sit cv. Han er ude med sangen ’Så dig ved et pigtrådsbal’, som handler om en ’pigtrådsmusiker’ der ser tilbage på oplevelser i 1960’erne med Elvis, Cliff og The Beatles i radioen, pigtrådsballer, band-oplevelser og forelskelser.

”Sangen er også en hyldestsang til The Beatles og gruppens betydning,” siger Poul Nowack.

”Det er første gang, jeg har skrevet en dansk sangtekst, men jeg har tidligere skrevet fire tekster på engelsk og lavet musik til nogle af de bands jeg har spillet i’, fortæller Poul Nowack, der i 1960’erne gjorde sig i Herning-bandet The Candy Men.

Musikken til den nye sang, er skrevet af multimusikeren, Ole Steen Nielsen (nu Ole Steenen), med en fortid som single guitarist i Sir Henry, mens Tommy Seebach spillede med gruppen.

Ole Steen Nielsen blev i øvrigt afløst i Sir Henry af Claus Asmussen, der senere brillerede på førsteguitaren i Shu-bi-dua.

”Jeg har da fået lyst til at skrive flere sange på dansk, og er faktisk i gang med en tekst om et helt andet emne,” afslører Poul Nowack.

’Pigtrådssangen’ kan erhverves på en fysisk cd og via ITunes, Spotify mv.