FOA: Budgetforlig med flere tidsler end roser ...
Fagforeningen kritiserer forventeligt flere af klumperne i det netop indgåede budgetforlig i Syddjurs Byråd
Lavere betaling for kørsel i egen bil i hjemmeplejen og op imod 14 dage imellem, at borgernes tøj bliver vasket.
Det er to af kritikpunkterne, som FOA Randers retter mod det budgetforlig i Syddjurs, som Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative og Alternativet netop har strikket sammen og fået vedtaget ved anden behandlingen onsdag i byrådssalen.
FOA = Fag Og Arbejde, som er en fusion (2005) af Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF), er fagforening for medarbejderne i hjemmeplejen.
FOA bemærker, at ikke alle medarbejdere i hjemmeplejen i Syddjurs Kommune er ansat med bil, men stiller egen bil til rådighed.
”Medarbejderne kører altså ikke bare til og fra arbejdet, men for arbejdet, og strækningerne mellem borgerne kan være lange. Det betyder mere slid på medarbejdernes egen bil, og en højere forsikringsdækning for de mange kørte kilometer. Alligevel har forligspartierne valgt at sætte taksten ned. Dette kan medføre, at medarbejderne ikke vil stille egen bil til rådighed i fremtiden, da den lave takst ikke dækker de øgede udgift til slid og forsikring. Så det der kan begynde som en besparelse, kan ende med en merudgift for kommunen i form af investering i hjemmepleje-/ kommunale biler, når medarbejderne ikke længere kan få råd til at lægge bil til,” lyder kritikken i en pressemeddelelse fra FOA.
Hvis medarbejderne ikke kan køre direkte ud til den første borger hjemme fra egen bopæl, fordi de først skal ind og hente og aflevere en kommunal bil, vil det gå ud over den såkaldte ATA-tid = ansigts-til-ansigts-tid.
”Det hænger ikke sammen, når et af målene med budget 2020 har været et ønske om øget ATA tid med borgerne,” hævder FOA.
Tøjvask og rengøring
Syddjurs Byråd har tidligere i 2019 besluttet, at tøjvask og rengøring hos borgerne skal udliciteres.
”Det vil også gå ud over ATA tid, fordi ydelsen fjernes fra hjemmeplejen,” hævder FOA.
”Beslutningen betyder, at der kan fyres medarbejdere i hjemmeplejen og de resterende kan sættes ned i tid, så arbejdstiden lyder på 7-12/12.30 for flere medarbejdere. De korte dage betyder, at medarbejderne ikke skal holde middagspause, de ikke får tid og mulighed for til at se hinanden i løbet af en arbejdsdag, det betyder manglende faglig sparring og manglende tilhørsforhold – altså en klar forringelse af arbejdsmiljøet.”
”Udliciteringen vil også få direkte indvirkning på serviceniveauet, fordi borgene kan have forurenet tøjvask (urin og afføring) stående i op imod 14 dage.”
Frivillige hænder
Budgetflertallets vision om, at fremtidens træning og aktivitet kan løftes af frivillige kræfter i et ”samskabelses perspektiv”, som det hedder i Syddjurs, imponerer heller ikke FOA, hvis næstformand Nana Højlund Corfitz selv har arbejdet som sosu-assistent i Syddjurs i perioden 2015-2017 og har en fortid som aktiv i Enhedslisten Syddjurs.
”Den er på overfladen smuk, men vi ved, at øget brug af frivillige fremfor faglærte medarbejdere vil medføre dårligere arbejdsmiljø for de fast og faglærte medarbejdere - som ansat ved man ikke, hvor mange frivillige, der er til rådighed fra dag til dag, og den faglige sparring og udvikling vil også blive begrænset,” lyder dommen.
Roser
Tidslerne er i flertal, ifølge FOA, men der dog også plads til et par røde roser:
”Vi bifalder selvfølgelig, at flere af de planlagte besparelser er blevet taget af bordet bl.a. i dagplejen, i daginstitutioner, klippekortordningen m.fl. - men kommunens mål om en ”robust” økonomi, må ikke være på bekostning af serviceniveauet.”