Fortsæt til indhold

Nationalparkchef hentet i Christiansfeld

Unesco Site Manager og leder af Christiansfeld Centret Birgitte Lamp bliver ny chef for Nationalpark Mols Bjerge

Samfund

Unesco Site Manager og leder af Christiansfeld Centret Birgitte Lamp, 49, forlader til december Christiansfeld for at tiltræde stillingen som ny nationalparkchef for Nationalpark Mols Bjerge, skriver Jyske Vestkysten.

”Birgitte har ydet en stor indsats og under hendes ledelse har Christiansfeldcentret for alvor medvirket til at få UNESCO-byen på landkortet. Hun er en afholdt og kompetent leder og kollega, men vi ønsker hende også alt mulig held og lykke i det nye job som Nationalpark-chef,” lyder skudsmålet til Birgitte Lamp fra kulturchef i Kolding Kommune, Lisbet H. Lambert.

”Jeg har haft fire fantastiske år her i Christiansfeld, hvor jeg synes, vi sammen har skabt noget rigtig fint. Det har været et stort privilegium at arbejde tæt sammen med de dygtige medarbejdere og de mange samarbejdspartnere i både ind- og udland. Ikke mindst samarbejdet med Brødremenigheden har været en stor fornøjelse. Det er derfor med både glæde, taknemmelighed og en vis portion vemod, at jeg takker af for denne gang. Christiansfeld og menneskerne her vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte,” udtaler Birgitte Lamp i den pressemeddelelse, som er udsendt fra Kolding Kommune.

Birgitte Lamp er uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet i 1997. Senere har hun gennemført en bachelor i jura ved Syddansk Universitet og tillige taget en diplomuddannelse i ledelse.

Hendes cv afslører en stor alsidighed og bred vifte af jobs.

Før jobbet som Unesco Site Manager var hun borgerrådgiver i Kolding Kommune, hun har desuden mange års ledererfaring fra blandt andet Vejle og Ringkøbing-Skjern kommuner.

Birgitte Lamp stammer fra Hinnerup, bor i Vejle med sin mand, og de har tilsammen tre voksne sønner.