Linjefag: Hornslet Skole lader nu fodbolden rulle
Hornslet Skole tilbyder i samarbejde med Hornslet IF fodboldtræning i eftermiddagstimerne for de ældste unge
Der bliver løbet, grinet, trillet fodbold og drillet på den fede og venskabelige måde på kunstgræsbanen på Hornslet Stadion denne onsdag eftermiddag, hvor Lokalavisen er på besøg for at overvære et træningspas som involverer i omegnen af 35 unge fra de ældste klasser fra 7. til 9. på Hornslet Skole.
Det er lærer Nikolaj Nielsen, 28, der før sommerferien tog initiativ til at skrue et linjefag sammen med fodbolden som omdrejningspunkt, og som hurtigt kunne se, at der var stor efterspørgsel efter at være med.
”Vi har fodbold på programmet hver anden uge (i de ulige uger, red.) tre timer om eftermiddagen, og de unge elsker det, som du kan høre og se,” siger Nikolaj Nielsen, der selv har en mangeårig ballast som træner at byde ind med.
Maja Aaquist, fodboldformand i Hornslet IF, var med det samme begejstret, da Nikolaj Nielsen på vegne af Hornslet Skole henvendte sig for at foreslå et samarbejde med fodboldafdelingen i byens klub.
”Det er alletiders initiativ, som vi bakker meget op om. Vi håber, at det kan motivere nogle af de unge til at forsøge som hjælpetrænere i vores ungdomsafdeling nu eller lidt længere ude i fremtiden,” siger Maja Aaquist, der kan glæde sig over, at mange af deltagerne i forvejen har klubtilhørsforhold til Hornslet IF.
Får et diplom
Fodboldlinjefaget er bygget op om, at alle kan være med uanset niveau. Hovedparten er drenge, men også seks piger går flittigt til den i den alle-mod-alle- turnering med seks hold på tre små baner, som Lokalavisen overværede.
”Jeg lægger meget vægt på, at deltagerne selv har indflydelse på, hvordan vi får nogle sjove timer sammen med fodbolden som samlingspunkt,” understreger Nikolaj Nielsen, der ikke møder frem med en fast skabelon for træningen.
”Vi starter selvfølgelig med at varme op og lave lidt tekniske øvelser og småspil, før der naturligvis afsluttes med spil til to mål. Det sidste elsker alle fodboldspillere,” smiler den engagerede mastermind.
Når linjefaget stopper i april 2020, får samtlige deltagere overrakt et DBU diplom som bevis på, at de har gennemført og har fået nogle værktøjer (Organisering af træning, flow i træningsøvelser, fairplay og legen som det bærende element i træningen), som de kan bruge, hvis de selv skulle få lyst til at blive trænere for små fodboldspillere.