Budget 2020: Stille håb om at undgå besparelse på skoleområdet?
Tidligere borgmester Claus Wistoft (V) nærer et fromt håb om, at det vil lykkes at vende Syddjurs økonomien så meget, at den udmeldte besparelse på skoleområdet ikke bliver til noget
BUDGET 2020 - Byrådet vedtager formelt næste års kommunale budget onsdag, hvor Budget 2020 er til anden behandling.
I kølvandet på sidste uges budgetforlig har Lokalavisen stillet gruppeformændene for de syv partier, der har skrevet under på, at de vil stemme for Budget 2020, følgende spørgsmål:
1. Der har været talt meget om at lave et ’robust budget’. Hvad forstår du ved et ’robust budget’ og hvori består robustheden i Budget 2020?
2. Hvordan har dit parti sat fingeraftryk i Budget 2020 – helt konkret?
3. Hvordan ser du på skolernes fremtid med den reduktion i skoleøkonomien, der er aftalt i Budget 2020? Skolestrukturen pilles der ikke ved, men hvor længe kan du stå på mål for, at det ikke bliver tilfældet?
4. Hvordan ser du på Pindstrupskolens fremtid? Syddjurs Kommune indvier snart yderligere en afdeling på skolen? Men målet er at komme ned på 80 eller færre elever. Hvordan hænger det sammen?
5. Folkeskolernes rolle i forhold til at løse inklusionsopgaven styrkes, kan man læse. Hvordan kan borgere og medarbejdere se dette i Budget 2020?
Michael Mikkelsen (Dansk Folkeparti):
1. I Dansk Folkeparti ser vi det som et stort aktiv for kommunen, at det lykkedes at opnå enighed blandt alle partierne med undtagelse af et, om det kommende budget. I processen har vi som den vigtigste sag prioriteret en konsolidering af kommunens økonomi. At vi har styr på og fremtidssikret økonomien er helt grundlæggende for kommunen, og dermed de muligheder vi har for at kunne yde den bedst mulige service til gavn for borgerne.
2. Dansk Folkeparti har lagt vægt på at prioritere de svage, handicappede og ældre medborgere, da vi kunne se, at mange andre partier havde fokus på klima, børn, og unge. Vi har arbejdet målrettet for handicappede, svage og ældre, hvor vi med tilfredshed kunne konstatere, at der eks. kun i mindre omfang blev tale om besparelser på eks. klippekort- og værdighedsmidler, ligesom også handicapområdet blev prioriteret. Det er partiets politik, at der i 2020 forliget blev taget hensyn til disse grupper, ligesom vi gerne tilstår, at det var på ældreområdet, vi kæmpede hårdest for at opnå resultater.
Der er endvidere ikke foretaget de besparelser på dagplejeområdet, der var lagt op til. Ligeledes har Dansk Folkeparti en stor aktie i, at der blev afsat midler til det nye initiativ vedr. Rønde Idrætscenter og til visionerne om et Campus miljø i byen. Vi fik udvidet idrætspuljen fra kr. 0 til 2,5 mio. kr. i 2020. Disse midler skal gå til initiativer til gavn for den brede og folkelige idræt i Syddjurs Kommune.
3. Dansk Folkeparti er fuldstændig trygge ved, at skolelederne nok skal klare opgaven i at udmønte byrådets beslutning om en reduktion på kr. 1500,- pr elev. Syddjurs har i forvejen et meget dyrt skolevæsen målt pr. elev, og derfor er der fortsat midler til at drive et godt skolevæsen i det nye budget.
Vi har ingen intentioner om at ændre på antallet af folkeskoler i Syddjurs. Det, der er vigtigt for os, er at sikre den bedst mulige undervisning ud fra de økonomiske forudsætninger.
4. Pindstrupskolen er en uundværlig skole for elever med specielle behov, og Dansk Folkeparti har til hensigt, at skolen skal udvikles i de kommende år. Hvis vi lader skolens elevtal vokse, er der fare for, at vi i virkeligheden kommer til at ende med at forringe skolens og dermed elevernes generelle vilkår. Derfor har vi i budgetkredsen, ud fra administrationens anbefaling, vurderet, at 80 elever er passende til skolens størrelse i øvrigt. Det er også vigtigt for os, at ingen elever tages ud af Pindstrupskolen, med mindre at der er klare aftaler om dette mellem skole og hjem.
5. Folkeskolerne er og har været udfordret ved at skulle håndtere inklusionsopgaven - i det omfang vi har ønsket, derfor har vi medvirket til at ændre på incitamentet for den enkelte folkeskole, således at det i højere grad i fremtiden bliver økonomisk og fagligt optimalt at arbejde med mellemrumsløsninger eller specialklasser lokalt på folkeskolerne for de udfordrede elever.
Claus Wistoft (V):
1. Dette budget er mere robust end sidste års budget p.g.a. væsentlig opregulering af budgetgrundlaget på familie-, dagtilbuds-, voksensocial-, og arbejdsmarkedsområdet, samtidig med et lidt lavere anlægsbudget i 2020 (kan forsvares p.g.a. det store afløb i 2019) peger på en kasseopbygning på godt og vel 40 mio. kr., såfremt budgetterne overholdes.
b. Store fingeraftryk på bevarelsen af både værdighedsmidler og klippekortsordninger til ældre, robustheden i budgettet, den justrede incitamentsordning (fra 140.000 kroner til 300.000 kroner, red.) i forbindelse med anbringelse af børn på Pindstrupskolen, sikring af idrætspulje og anlægsmidler til udbygning af Rønde Idrætscenter samt budgetkommentarerne om principielt ikke at give tillægsbevillinger til merforbrug på drift i fremtiden, og betingelser forbundet hermed.
c. I 2020 budgettet er der ikke nogen reduktion på økonomien i tildelingen til distriktsskolerne, men alene på centrale konti, og den aftalte besparelse på 1.500 kr. i gennemsnit pr. elev er til indfasning ved skoleårets start i 2021. Et stille håb her er, at vi formår at vende økonomien så meget, at der ikke bliver brug for iværksættelse af denne reduktion. Venstre tror ikke, at vi kommer til ændre på skolestrukturen i valgperioden, og såfremt prognosen for børnetal holder stik, tror vi heller ikke, at det bliver et tema i næste periode, dog bør vi samle vores 10. klasse tilbud på én lokation fremfor to som nu. Desuden kan man ikke udelukke, at det kan være relevant at ændre på skoledistrikter uden at ændre fysisk på strukturen.
d. Selv med den seneste udvidelse vil der ikke være for meget plads til 80 børn på Pindstrupskolen, som pt. virkelig har pladsudfordringer.
f. Med større incitament til at løse opgaver med børn med særlige udfordringer på distriktsskolen, vil skolernes rolle automatisk styrkes. En afledt positiv effekt af at klare opgaven lokalt er cirka 100.000 kr. i sparet kørsel (taxa-kørsel til Pindstrupskolen, red.) pr. barn, og hermed også mindre klimabelastning.