Morgentur med borgmesteren i Rønde
Ole Bollesen går en timelang rundtur på mandag i Røndes gader i selskab med interesserede borgere
Rønde bliver den næste by, som borgmester Ole Bollesen vil gå en morgentur i sammen med interesserede borgere.
Tidligere har borgerne i Ebeltoft, Hornslet og Ryomgård haft fornøjelsen af at trave en tur med Syddjurs borgmesteren i de tidligere morgentimer.
Mandag 4. november klokken 7.30 står Ole Bollesen klar ved Kulturhotellet med blok og blyant plus en oversigt over nuværende kommunale aktiviteter og investeringsplaner i Rønde.
Gåturen varer cirka en time, og alle interesserede kan traske med uanset bopæl.
Borgmesteren bruger gåturene til at fornemme stemningen i byen, lytte til borgerne og deres problemer, diskutere med enkelte borgere og fortælle om kommunens planer lige nu.
Borgmesterens blok plejer at være fyldt godt op med notater om højaktuelle temaer eller sager efter gåturen.
Han fortæller, at han fluks beder sin forvaltning om at handle på notaterne, når han kommer tilbage til rådhuset i Ebeltoft.
Lokale Rønde politikere som Niels Gyldenlund Mikkelsen (S), Jesper Yde Knudsen (Ø) og Christoffer Pedersen (V) er muligvis blandt de gående, hvis det passer ind i deres kram