Kalø Slotskro: Luigi Pillon takker af efter 18 år
Efter 18 år som forpagter har Inger og Luigi Pillon sidste arbejdsdag søndag 20. oktober, hvor parret inviterer til afskedsreception
Op til åbningen af Kalø Slotskro før påsken i 2017 varslede kromand Luigi Pillon, fylder 66 10. november, at 2017 ville blive hans og fru Ingers sidste år som forpagtere af Kalø Slotskro.
Siden 2001 har Naturstyrelsen forpagtet Slotskroen ud til Inger og Luigi Pillon.
Men udsigten til, at det forventede Besøgscenter ikke blev klar til brug før om tidligst nogle år, fik Naturstyrelsen Kronjylland og Luigi Pillon til at indgå en aftale om en forlængelse af forpagtningen til at gælde også 2018 og 2019.
Nu har Luigi Pillon imidlertid meddelt, at han indstiller restaurationsdriften med udgangen af dette år og ikke ønsker at forlænge aftalen.
”Formelt har vi det sidste arrangement lørdag 12. oktober,” fortalte Luigi Pillon i sidste uge.
Søndag 20. oktober inviterer Inger og Luigi Pillon til afskedsreception på Kalø Slotskro fra klokken 15, og mon ikke der kommer et rykind af pæne dimensioner?
”Vi har også ophørsudsalg af is i kiosken. Lagrene skal tømmes,” smiler Luigi Pillon.
Klar med råd og dåd
Luigi Pillon kan se tilbage på 18 år på Kalø Slotskro, hvor det er lykkedes ham at lave en god forretning.
”Da vi ankom i 2001 var der ingen omsætning, men der er sket meget siden, og på det seneste har vi fået så mange positive tilkendegivelser, at jeg ikke har tal på dem. Mange har sat pris på det, vi har kunnet tilbyde.”
De to seneste år har også set okay ud økonomisk.
”2018 var fantastisk, fordi vejret var så godt, mens 2019 ikke når samme niveau. Det har regnet for meget, og det motiverer ikke mennesker til at tage ud til Slotsruinen og kigge forbi os,” siger Luigi Pillon.
”Når det er lykkedes os at få en fornuftig forretning ud af Kalø Slotskro, er forklaringen den simple, at vi har kunnet levere det, som kunderne har villet have, og undladt at have et sortiment, som der ikke er efterspørgsel efter.”
Et budskab, som Luigi Pillon da heller ikke tøver med at sende videre til sin afløser, som han gerne bistår med råd og dåd.
”Se
lvfølgelig vil jeg det, hvis den nye forpagter ønsker det. Med 18 års erfaring har jeg selvfølgelig noget at give videre, også i forhold til et kommende besøgscenter, som det er muligt at drive på helårsbasis, hvis man tænker sig om og satser på at integrere det, som har været en succes ved vores måde at drive Kalø Slotskro på med det nye, der skal ske. Det er ikke muligt at leve af at sælge kaffe og kage.”
Godt at gå selv
Luigi Pillon havde håbet, at han skulle blive ved med at arbejde til han blev 70, men han er ikke færdig på arbejdsmarkedet endnu.
”Jeg skal ikke i gang med noget andet på fast basis, men jeg er parat til at involvere mig i forskellige projekter og bidrage med min viden på meget fleksible vilkår. Jeg har allerede fået flere følere fra folk, som jeg tidligere har arbejdet sammen med, så der skal nok blive noget at rive i.”
Ishuset i Følle er Inger Pillons projekt, og det fortsætter hun med.
Selv er han allermest glad for, at han får en sortie fra Kalø Slotskro, som han har ønsket det.
”Jeg er allermest glad for, at jeg selv har fået lov til at beslutte, hvornår det er slut. Det er en god følelse at kunne gå selv.”