Fortsæt til indhold

Lokalhistorie: Vilfred Friborg Hansen klar med ny bog i serien om Folk og Liv omkring Kalø Vig

Den tidligere Syddjurs borgmester fortæller historien om General Ryes march over Djursland i 1849 og Besættelsen og Tirstrup Flyveplads

Samfund

Forhenværende Rønde og Syddjurs borgmester Vilfred Friborg Hansen er, som det vil være kendt af mange, også historiker, og det har især lokalområdet nydt godt af i en lang årrække.

Vilfred Friborg Hansen har været særdeles flittig til at udgive lokalhistoriske bøger, hæfter og artikler, der altid har fundet et stort publikum.

Nu er områdets fremmeste lokalhistoriker klar igen med en ny udgivelse i serien om ’Folk og Liv omkring Kalø Vig’.

Denne gang er Vilfred Friborg Hansen dykket i to temaer, som har rod i lokalområdet, men som også rækker meget længere ud.

Første tema har overskriften ’General Ryes march over Djursland i 1849’

”I år er det 170 år siden, general Rye med sine 7.000 mand marcherede tværs over Djursland for at lade sig indskibe i læ af skanserne på Helgenæs. Herfra gik turen til Fredericia for at styrke den belejrede danske styrke der, så udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 kunne lykkes. Den dristige militære operation lykkedes – men den kostede general Rye livet,” fortæller Vilfred Friborg Hansen.

”Det stærkeste minde om generalens march er i dag den gamle Aarhus – Grenaa landevej, der i form af Hestehavevej snor sig fra den gamle Følle vandmølle og syd om Rønde. Den vej fulgte Rye og hans tropper,” afslører forfatteren.

Tirstrup Flyveplads

Det andet tema i denne den nyeste udgave af Folk og Liv-serien handler om besættelsen og anlægget af Tirstrup Flyveplads.

Et emne, som Vilfred Friborg Hansen i de senere år har holdt mange foredrag om.

Historien belyses gennem interviews med mennesker, der enten selv erindrer eller har forældre eller bedsteforældre, der har fortalt om, besættelsen og anlægget af flyvepladsen.

”To af de interviewede, Knud Brouer og Ruth Jensen, husker selv besættelsen og anlægget af flyvepladsen, mens to andre: Jens Peder Madsen Pedersen og Poul Richardt Sørensen beretter, hvad de har fået fortalt af hhv. bedsteforældre og forældre. Desuden beretter Hans Andersen om den store Feldballehangar, som i dag er det betydeligste minde om tyskernes anlæg af flyvepladsen, og som han selv ejede i en periode,” fortæller Vilfred Friborg Hansen.

Knud Brouer er i dag 91 år gammel. Han var 17-18 år gammel i krigens sidste år og boede i Rostved. I dag bor han i Thorsager.

Ruth Jensen oplevede besættelsen som lille pige og husker, at familien indrettede kartoffelkælderen til beskyttelsesrum og soveværelse.

”De turde ikke sove i stuehuset, da familiens ejendom, Thomaskær, lå lige op til flyvepladsen, som englænderne bombede flere gange i det sidste krigsår.”

Ny teknik

Bogen er blevet til ved den nye teknik, der gør det muligt at layoute direkte på computeren på hjemmekontoret og så lade det gå direkte i trykken derfra.

”Resultatet er, hvis jeg selv skal sige det, blevet ganske godt… lidt af æren vil jeg lade gå videre til Kolind Bogtrykkeri,” siger forfatteren.

Den meget forenklede trykkeproces betyder også, at prisen kan holdes på et overkommeligt niveau. Bogen koster 148 kr og kan købes i TrangbæksBoghandel.

I forbindelse med foredragene om bogens temaer her i efteråret kan bogen købes direkte hos Vilfred Friborg Hansen til en favørpris på 100 kr.

En del af foredragene foregår i lukkede forsamlinger / foreninger, men der er også åbne foredrag om general Ryes march i Syddjurs Folkeuniversitet i Aktivitetshuset i Ebeltoft 24. oktober og om Tirstrup Flyveplads i Folkeuniversitet Rougsø i Ørsted 6. november, i Museumsforeningen i Sognegården Ebeltoft 13. november og i Syddjurs Folkeuniversitet / Syddjurs bibliotek i Kolind+ 20. november.