Britta modtager Dronningens Fortjenstmedalje
Efter 40 års uafbrudt ansættelse i Aarhus Kommune modtager Britta Kirdan fornem royal hæder
Hæder 64-årige Britta Kirdan fra Aarhus Nord har netop modtaget Dronningens Fortjenstmedalje, som tildeles for en indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme ansættelsesmyndighed i den offentlige sektor.
Og det er netop det, overlæreren har i Aarhus Kommune fordelt på tre skoler. Møllevangskolen, Frydenlundskolen og Skødstrup Skole.
Skødstrup Skole: Ledelsen trak i trafikveste og gav skolepatruljen fri
”Jeg var 30 år på Møllevangskolen, hvor jeg arbejdede i klasser med hørehæmmede og døve børn. Dengang var Aarhus Kommune en af de få, der samlede specialklasser. Mine forældre arbejdede begge med døve, så tegnsprog har jeg lært fra barnsben og er naturligt for mig,” siger Britta Kirdan, der er opvokset i Fredericia og uddannet fra lærerseminariet i Kolding.
Men Aarhus trak altså i hende på grund af jobmulighederne.
”Og så er jeg jo blevet hængende siden. Jeg tror, jeg må blive ved, til jeg er 70 år gammel, men nu må vi se. På et tidspunkt kan det være min nærmeste familie med tre børn og seks børnebørn og venner trækker mere i mig end andre folks børn. Men jeg er bestemt ikke træt af mit arbejde. Jeg er blandt andet klasselærer for en fantastisk 3. klasse på Skødstrup Skole. De elever har jeg haft siden 1. klasse, og når man er klasselærer, kommer man tættere på børnene, og det bliver da trist, når jeg skal sige farvel til dem,” siger hun.
Kommunens største
Siden 2011 har arbejdspladsen heddet Skødstrup Skole, der er kommunens største. Men sådan føles den ikke for Britta Kirdan.
”Fordi Skødstrup Skole er bygget op i klynger, oplever jeg den ikke som en stor skole. Når jeg er på en stor skole, er der flere fordele ved, at jeg har så mange gode kolleger, jeg kan sparre med og få inspiration af. Det synes jeg er rigtig spændende,” siger hun.
Problemknuser fortsætter som skoleleder i Skødstrup - Viby søger ny skoleleder
Noget andet, der er rigtig spændende, er, når Britta Kirdan i forbindelse med fortjentsmedaljen skal over på Amalienborg og tale med dronningen.
”Det ser jeg frem til. For hvornår er det lige, man få muligheden for at hilse på dronningen. Og så glæder jeg mig til at komme indenfor og se, hvordan Amalienborg ser ud,” siger Birtta Kirdan.
Det er endnu uvist, hvornår 40 års jubilaren bliver inviteret over til dronning Margrethe.