"Det største ønske, vi havde"
Fællesrådsformand glæder sig over udsigten til en ny skole til den voksende bydel
Budget Som en del af kommunens udbygning af skolekapaciteten har bydelen Aarhus Ø efter budgetforhandlingerne blandt byrådspolitikerne fået i alt 338 millioner kroner over årene 2024-2026.
Det vækker - ikke uventet - glæde hos fællesrådsformand Jan Schrøder Michaelsen, som i november 2019 sendte et åbent brev til kommunens politikere, hvor man blandt flere ting ønskede sig en skole og idrætsfaciliteter.
Her er partiernes reaktioner
”Det er meget positivt, at vi nu får opfyldt det største ønske, vi har herude på Aarhus Ø. At få en ny skole vil opfylde et behov og tiltrække flere børnefamilier herned til vores område. Det er godt at få sat nogle årstal på, hvornår pengene falder,” siger han og fortsætter:
”Det er stadig en kæmpe byggeplads hernede. Der kommer så en børnehave, når Generationernes Hus åbner til november, og i takt med de ting kommer, forventer jeg, at der sker en væsentlig stigning af børnefamilier til vores område,” siger han.
Der arbejdes stadig på at få nogle idrætsfaciliteter til den voksende bydel.
”Det ville være helt oplagt at opføre en hal og en boldbane i forbindelse med en ny skole. Vi er godt klar over, at der nok ikke er plads til et stort 11mands fodboldanlæg, men derfor kan man altså godt være kreativ og lave nogle multibaner til forskelllige sportgrene. Det vil vi som fællesråd gerne være med til at påvirke,” fastslår formanden.
Disse velfærdsområder får et løft
Han forventer, at placeringen af en ny kommende skole bliver på Flemming Bamse Jørgensens Plads.
”Det indre Aarhus Ø virker som et godt og centralt sted at placere en skole,” siger Jan Schrøder Michaelsen.
I Aarhus Kommunes investeringsplan fremgår det, at de 338 millioner kroner til en ny skole på Aarhus Ø bliver fordelt over tre år fra 2024 til 2026. Det er inklusiv grund, hvoraf 20 millioner kroner finansieres af det såkaldte Skoleudbygningsprogram og 40 millioner kroner svarende til grundens pris af Byudviklingens konto.