Fortsæt til indhold

Kort og godt: Lokal bridgeklub fylder rundt

Beder-Malling Bridgeklub runder 50 år og fejrer sig selv med en jubilæumsfest på Malling Kro 12. september

Samfund

Jubilæum For medlemmerne i Beder-Malling Bridgeklub er livet kort. På den spilleagtige måde.

Klubben kan i år fejre 50 års jubilæum, og det skal fejres på stedet, hvor det hele begyndte: Malling Kro.

”Vi startede med at spille på kroen, men vi har også spillet på biblioteket og Egelund, ” fortæller klubbens første formand og nu æresmedlem, Jens Aage Rogersen, og fortsætter:

”Jeg var med i Malling Borgerforening og syntes, at der skulle foregå noget andet her i byen end bankospil, så jeg foreslog , at man kunne starte en bridgeklub, og det blev godt modtaget.”

I dag holder klubben til på det tidligere plejehjem på Starupvej.

”Vi har plads til 56 medlemmer på grund af lokalet, hvor vi spiller. Vi håber på at kunne få lov til at blive på Starupvej, og foreløbig kan vi blive der til og med næste år,” forklarer den nuværende formand Søren Roar Hansen.

Måske bliver der mulighed for at rykke ind i et fornyet Egelund Idrætscenter, som i 2022 bliver udvidet med bibliotek og multisal, men det er der ingen planer om i øjeblikket.

Beder-Malling får nyt lokalt kraftcenter til 14 millioner kroner

Fint flow

”I dag står vi rigtig godt medlemsmæssigt og er en klub i fremgang med folk på venteliste. Hvis vi kan holde det her flow, vi har nu, er det fint. Vi tager ud og underviser i bridge, og det har båret frugt. Det har vist sig, at det har givet fremtidige medlemmer. Hvert år er der jo nogle medlemmer, der falder fra af naturlige årsager,” siger formanden og nævner, at det ældste medlem er i slutfirserne, mens det yngste medlem er i trediverne.

Der findes også et hold i klubben, hvor der er tre generationer på.

”Når først man kommer med i klubben, bliver man hængende. Det er dejligt, at det er den vej det går. Jeg kan huske, at vi har været nede på 36 medlemmer, og udover en venteliste har vi også et onsdagshold, hvor det ikke er så konkurrencepræget,” fortæller Søren Roar Hansen, der har været formand for Beder-Malling Bridgeklub gennem de seneste fem år.

Jubilæumsfesten bliver holdt 12. september på Malling Kro, hvor der naturligvis skal spilles kort. Det bliver en bridge-jubilæumsturnering. Herefter overrækkes der jubilæumspokal, og det hele sluttes af med en festmiddag.

TV: Brede smil i Beder-Malling - får nyt lokalt kraftcenter til 14 millioner kroner

Malling Kro solgt til kendt restauratør-par