Fortsæt til indhold

I Jyllands største fodboldklub er det op ad bakke med pladsen

IF Lyseng mærker allerede presset på klubbens boldbaner, hvor nogle af de mindste må træne på et bakket terræn ved siden af parkeringspladsen og svømmehallen

Samfund

IDRÆT 2.079 indbyggere er der i dag per normeret boldbane i Holme-Højbjerg-Skåde. Det gør lokalsamfundet til det tredje mest pressede i Aarhus Kommune. En rangering som ifølge en analyse fra kommunen vil stå uændret i 2030, og det selvom området er en af de få steder med negativ befolkningstilvækst.

Hos IF Lyseng, som er den helt store lokale klub med sine over 1.400 medlemmer og er Jyllands største klub målt på medlemmer, mærker man allerede presset på faciliteterne i dag.

”Vi mærker i hverdagen, at der er pres på anlægget. Vi er nødt til at bruge grønne arealer, som ikke er boldbaner, og vi har markant flere hold per bane, end vi burde have. Vi kan have op til tre hold på en fodboldbane, og det er jo ikke optimalt, men vi prøver at få det bedste ud af det,” siger Tom Helligsøe, formand i IF Lyseng.

Idrætsfaciliteter i Aarhus: Der mangler minimum 50 millioner kroner hvert år

”Vi har nogle grønne arealer ved siden af parkeringspladsen og svømmehallen, som vi bruger. Men det er bakket terræn. Du kan reelt ikke bruge det til fodbold, men du kan godt bruge det til nogle af de mindre børn, hvor de bare skal sparke frem og tilbage. Men det er simpelthen, fordi vi ikke har plads på vores baner,” fortæller klubformanden.

Kunstgræsbanen er booket 365 dage om året, og selvom klubben råder over fem almindelig baner, en kunstgræsbane og nogle grønne arealer, er klubben stadig afhængig af flere gange om ugen at kunne leje sig ind hos naboerne hos AGF på Fredensvang.

”For os er det meget vigtigt, vi får en kunstgræsbane mere. I dag bruger vi et anseeligt beløb på at gå til vores naboklubber og booke kunstgræsbaner der, noget der belaster vores økonomi temmelig kraftigt,” siger Tom Helligsøe.

Der skal bygges 22 idrætshaller og 32 boldbaner i de kommende 10 år

Klubben kender godt til fremtidsperspektiverne og har over en længere periode søgt om at få en ny kunstgræsbane hos kommunen, dog uden held.

”Vi føler, det er svært bare at få et svar fra kommunen, også selvom svaret er negativt, får vi dårlig nok noget retur. Men det er det kommunale system, der skal afgøre, om der skal laves ny baner. Vi er bare nogle frivillige folk, der render rundt og prøver at få det bedste ud af det, men vi har ikke de rigtig faciliteter til det, og det må kommunen gå ind og være behjælpelig med,” fastslår formand for IF Lyseng.

//

faktaboks: Artikelserie

Hvor skal vi være? Mangel på idrætsfaciliteter i Aarhus

I den kommende tid belyser Lokalavisen Aarhus problemstillingerne angående manglende idrætsfaciliteter i kommunen. Hvor stort er problemet, og hvad betyder det for foreningslivet, at kommunen ifølge flere undersøgelser ikke kan tilbyde idræt til alle borgere i lokalområdet. Vi hører gerne fra dig, hvis du har nogle inputs til artikler. Skriv til ksa@lokalavisen.dk