Fortsæt til indhold

V-formand: Alle snakker

Søren Høg Thomsen, Venstres formand i Syddjurs, ser frem til det kommende hovedbestyrelsesmøde i Venstre

Samfund

POLITIK Venstres formand for vælgerforeningen i Syddjurs, Søren Høg Thomsen, Ebeltoft, er grundigt træt af den debat, der kører i Venstre kredse og blandt kommentatorer om mulige og umulige afløsere for Lars Løkke Rasmussen som Venstres formand.

”Jeg havde klart foretrukket, at den slags debatter var foregået internt i partiet og ikke i offentligheden, men det er selvfølgelig naivt at forvente sådan noget i moderne tider,” siger Søren Høg Thomsen.

”Lars Løkke Rasmussen er vores formand. Det er sådan, det er, og det skulle alle medlemmer respektere. Det er min holdning.”

Lokalformanden ser frem til det kommende hovedbestyrelsesmøde i Venstre 30. og 31. august.

”Her vil jeg lytte til, hvad Lars Løkke Rasmussen har at sige som Venstres formand. Jeg glæder mig til at høre tingene fortalt fra hestens egen mund, om jeg så må sige, og ikke fra alle andre munde.”

Søren Høg Thomsen vil ikke tage stilling til, hvem der vil være den bedste mand i førersædet, hvis Lars Løkke Rasmussen vælger at stoppe.

”Det vil jeg ikke i respekt for det nuværende formandskab, som er demokratisk valgt på vores landsmøde. Under alle omstændigheder er det jo først på Venstres landsmøde i november, at der kan ske ændringer i formandskabet. Det er på landsmødet, at de delegerede vælger både formand og næstformand,” bemærker Søren Høg Thomsen, der havde lokalbestyrelsen i Syddjurs samlet forleden til et ordinært bestyrelsesmøde.

Venstres øverste myndighed er Venstres Landsmøde, som finder sted hvert efterår med over tusind deltagere.

”Vi er alle trætte af den debat, der har kørt efter sommerferien. Det er vel det, som jeg vil tillade mig at sige efter vores bestyrelsesmøde.”