Fortsæt til indhold

Borgmesteren klar til ny morgentur med borgerne

Ole Bollesen laver igen 'Walk and Talk'. Denne gang i Hornslet, hvor der er masser af temaer at endevende i Syddjurs Kommunes bosætningsby nummer et

Samfund

HORNSLET Mandag 2.september inviterer borgmester Ole Bollesen atter på ’Walk and Talk’. Klokken 7.30 er der afgang fra parkeringspladsen foran rådhuset i Hornslet til en tur rundt i byen til centrale fikspunkter.

”Vi går en tur rundt i byen og kan snakke om løst og fast. Jeg vil gerne fortælle, at kommunen faktisk har gang i rigtig mange initiativer i Hornslet,” siger Ole Bollesen.

Aktuelle temaer, som det vil være oplagt at vende med borgmesteren er: ny børnehave i byen, Hornslets Skole akutte pladsproblemer, handelslivet og placeringen af dagligvarebutikker uden for bymidten, fremtiden for den evigt omdiskuterede nabogrund til KomBi, borgernes følelse af, at der er langt til rådhuset i Ebeltoft og det svære i at råbe politikerne op.

”Vi kan naturligvis tale om Budget 2020 og visioner for Hornslet. Skulle en af deltagerne have lyst til at diskutere Trump - Mette Frederiksen og Grønland, kan vi nok også nå en kort snak om dette,” lover Ole Bollesen.

Han startede sin ’Walk and Talk’ odyssé for en lille måned siden i Ebeltoft med godt et par håndfulde borgere som deltagere.

Ved denne lejlighed gav borgmesteren udtryk for, at han havde sat et stort kryds i kalenderen den første mandag i måneden til 45 minutters gåtur med interesserede borgere - i en ny by hver gang.

I Ebeltoft havde han inviterede de folkevalgte byrødder fra byen med i feltet, og det bliver også tilfældet i Hornslet, hvor Jan Fischer (S), Jan Kjær Madsen (B), Helle Røge (SF), Marianne Kirkegaard (V) og Michael Aakjær (S) har deres base.

Gåturen i Hornslet er programsat til tidsrummet klokken 7.30-8.15. skarp.